Thomas Worm Larsen siger farvel til jobbet i Sydalshallen

10. september 2022 Erhverv Skrevet af: Ole Kæhler

Thomas Worm Larsen har sagt sit op og derfor søger Sydalshallen en engageret, serviceminded og visionær halbestyrer eller et halbestyrerpar, som skal stå for den daglige drift af hal, cafeteria og de tilhørende faciliteter.

“Jeg har været glad for mit job, som jeg har haft gennem ni år. Men da min søn spurgte mig, hvor jeg egentlig bor henne, så kunne jeg godt se, jeg skal være mere hjemme og mere sammen med ham”, siger Thomas Worm Larsen til SønderborgNYT.

Han fortæller videre, at jobbet i hallen har gjort, at der er brugt mange aften- og weekendtimer i hallen.

Artiklen fortsætter under annoncen

“Og selvom jeg kunne tage sønnen med, så er det noget andet for ham, når jeg er hjemme og han har mig for sig selv”.

Udover jobbet i Sydalshallen, så passer Thomas Worm Larsen også sine opgaver i Byrådet, hvor han er en del af Venstres gruppe.

“Når jeg har sagt op i Sydalshallen, så betyder det, jeg skal ud og finde et andet job – men lige nu har jeg ingen ideer om, hvad det er, jeg vl gå efter”, siger Thomas Worm Larsen.