Rejseholdet, som er en del af ’Sønderborg i Arbejde’, har siden 2020 arbejdet målrettet på at forebygge langvarige sygemeldinger blandt medarbejdere, og indtil marts 2025 har Rejseholdet været i kontakt med 137 af kommunens virksomheder og 1.833 borgere, hvilket har resulteret i 1.192 undgåede eller afkortede sygedagpengeforløb.
”Rejseholdet har virkelig formået at reducere antallet af sygedagpengeforløb markant, hvilket både styrker medarbejdernes tilknytning til arbejdsmarkedet og giver væsentlige besparelser for virksomhederne og kommunen. Det understreger vigtigheden af en målrettet og forebyggende indsats”, udtaler Socialdemokratiets Jan Prokopek Jensen, der også er formand for Arbejdsmarkedsudvalget.
I efteråret 2024 gennemførte Rejseholdet en tilfredshedsundersøgelse blandt praktiserende læger og virksomheder i Sønderborg Kommune. Besvarelser fra virksomhederne viser, at 94 procent er tilfredse eller meget tilfredse med Rejseholdets indsats, og 77 procent angiver, at Rejseholdet i høj eller meget høj grad skaber værdi for virksomheden.
”Udgifterne til sygedagpenge er en betydelig post for kommunen, og hver sag dækker over et menneske, der på en eller anden måde ikke har det godt. Rejseholdets indsats, der tager udgangspunkt i den enkelte borgers situation og ansvar for selv at komme tilbage på sporet, giver tydeligt positive resultater. Det er til gavn for både den enkelte borger, virksomhedernes bundlinje og den kommunale økonomi”, siger Venstres Kristian Bonefeld, som også er næstformand for Arbejdsmarkedsudvalget.
Forvaltningen har brugt tilfredshedsundersøgelserne til at videreudvikle Rejseholdets tilbud, og på baggrund af undersøgelserne har Rejseholdet blandt andet udvidet servicen, så medarbejdere nu også kan henvende sig til Rejseholdet op til 14 dage efter, de er blevet sygemeldt. Det oplyser Sønderborg Kommune i en pressemeddelelse.

















