To boligblokke i Stenbjergparken skal erstattes af rækkehuse

Sidste års juletræstænding i Stenbjergparken. Foto: Ole Kæhler
Sidste års juletræstænding i Stenbjergparken. Foto: Ole Kæhler
1. december 2022 Samfund Skrevet af: Redaktion

To boligblokke i Stenbjergparken skal rives ned og ombygges til cirka 14 rækkehuse. Det ønsker Sønderborg Andelsboligforening, SAB, og vil derfor ansøge Landsbyggefonden og Indenrigs- og Boligministeriet om tilladelse til nedrivningen. Fordi der er tale om nedrivning og ombygning af boliger, er det en væsentlig forandring, som skal godkendes af Byrådet.

Det har gennem flere år været et ønske hos Sønderborg Kommune, at der skulle ske en omdannelse af Stenbjergparken, der består af 10 boligblokke. Sønderborg Kommune og SAB indgik i marts 2021 aftale om udvikling for boligblokkene i Stenbjergparken.

Artiklen fortsætter under annoncen

Det glæder borgmesteren

”Vi har gennem flere år talt med Sønderborg Andelsboligforening om at omdanne Stenbjergparken, fordi området er udfordret. Derfor har vi været i proces for at skabe et bedre boligområde, og heldigvis kan vi – altså kommunen og SAB – vise gode resultater blandt andet fra Jørgensgård i Sønderborg samt i Havnbjerg, hvor ombyggede rækkehuse er meget eftertragtede. Projektet her vil give Stenbjergparken forskellige boligtyper, som kan sikre en bredere beboersammensætning, og dermed modvirke sociale udfordringer i Stenbjergparken i fremtiden, siger borgmester Erik Lauritzen i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter under annoncen

Sønderborg Kommune og SAB vil også bruge erfaringerne fra det tætte boligarbejde fra blandt andet Nørager og Søstjernevej med flere i Stenbjergparken.

”Sønderborg Kommune og SAB er enige om, at vi skal have skabt en positiv udvikling i Stenbjergparken. Det her er en flerårig proces, og derfor er det vigtigt for os, at vi har et klart mål for, hvordan boligområdet skal forvandles. Her skal vi særligt have fokus på beboerne, så de får sikkerhed for, hvad der skal ske og hvornår. Det glæder mig meget, at beboerne har været med i projektet og selv har været med til at ønske omdannelsen”, siger formanden for hovedbestyrelsen i Sønderborg Andelsboligforening, Vivian Engelbredt.

Artiklen fortsætter under annoncen

Renoveringsprojektet er godkendt på Sønderborg Andelsboligforenings organisationsbestyrelsesmøde den 4. januar 2022 og har efterfølgende været forelagt for beboerne på et ekstraordinært afdelingsmøde den 9. marts 2022, hvor der blev stemt for projektet.

Sønderborg Andelsboligforening anslår, at omdannelsen af de to boligblokke til rækkehuse koster 31 millioner kroner. Når Landsbyggefonden og Indenrigs- og Boligministeriets har godkendt ansøgningen, skal Byrådet tage stilling til eventuel finansiering af projektet.