På lørdag inviterer Danske Ølentusiaster i Sønderborg til en anderledes cykeltur, hvor gode smagsoplevelser, hyggeligt samvær og smuk natur går hånd i hånd. Det hele foregår i roligt tempo med plads til alle, både ølelskere og cykelentusiaster, lørdag den 21. juni 2025.
Turen starter klokken 9:15 ved Rådhustorvet hvor der cykles fra, og i løbet af de cirka 50 kilometer er der fire stop undervejs, hvor der serveres smagsprøver. Tre af stoppene byder på særlige oplevelser. I Sjellerup besøges to forskellige hjemmebryggere, kendt som Sjellerup Bryghuse, som begge brygger øl af høj kvalitet. I Vollerup åbner museumsstuen ‘Humlestuen’ dørene – en privat samling af ølglas og brygudstyr, som normalt ikke er tilgængelig for offentligheden. På Dybbøl rundes Ølhuset, en ølimportør med leverancer til flere af landets bedste ølbarer.
Følgebil sørger for sikkerheden og hjælper med praktiske ting undervejs. Turen slutter ved Alsion midt på eftermiddagen med en velfortjent fyraftensøl eller to.
Danske Ølentusiaster er en landsdækkende forening med tusindvis af medlemmer, der arbejder for at udbrede kendskabet til godt øl og den danske ølkultur. Lokalt arrangerer afdelingen i Sønderborg smagninger, foredrag og events, heriblandt den populære Tour de Bière, som kombinerer motion og smagsoplevelser på en afslappet og tilgængelig måde.
Tilmelding er nødvendig og skal ske senest 18. juni 2025. Læs mere og tilmeld dig via hjemmesiden her, oplyser Danske Ølentusiaster i Sønderborg i en pressemeddelelse.
Hvis du ønsker, at et arrangement bliver omtalt på SønderborgNYT, så send tekst og billede til [email protected], og vi deler det med vores læsere.





















