Tove Pelle hædret med Grethe Foss’ Legat for Sygeplejersker

21. marts 2022 Erhverv Skrevet af: Ole Kæhler

Over 200 kandidater var indstillet til legatet i år, men Tove Pelle var én af de 50, som kom igennem nåleøjet. Der er også i indstillingen mange gode grunde til, at legatbestyrelsen valgte hende. Hendes leder, daglig leder af akutteamet i hjemmesygeplejen, Pernille Koch Elneff, skrev blandt andet:

”Tove Pelle er altid den første til at byde sig til, når nye tiltag skal implementeres. Selv om hun er alderspræsident, er hun med på beatet og har således været med til at indarbejde en ny sundhedsfaglig app, VAR. Hun har også været med i arbejdsgrupperne, der har arbejdet med udvikling og kvalitetssikring af akutteamets ydelser. Tove Pelle beder aldrig om særlige hensyn, er aldrig syg, hun byder ind og drager omsorg for sine kolleger, kommer med nybagte boller og nye ”forsøg” til hele flokken, og hun kører også gerne ud med mad til en sygemeldt kollega. Hun er en tro og pligtopfyldende kollega”.

Artiklen fortsætter under annoncen

Tove Pelle har inden sin ansættelse i Sønderborg Kommunes akutteam været ansat i Sygehus Sønderjylland, bl.a. på intensivafdelinger. Hun har også været fagligt aktiv i Dansk Sygepleje Råd og har stadig gode venner i hele Norden fra sin tid i DSRs faglige selskaber, skriver Sønderborg Kommune.

”Jeg elsker mit fag og har de mest fantastiske kolleger i akutteamet, både socialt og fagligt. Jeg glæder mig til hver dag på arbejde og har ingen planer om at stoppe”, siger Tove Pelle, der fylder 66 år senere i år.

Artiklen fortsætter under annoncen

Tove Pelle modtog sit legat den 1. marts, hvor kolleger og ledere overraskede den intetanende legatmodtager. I begyndelsen af april skal hun til København, hvor hun sammen med de øvrige legatmodtagere fra hele landet hyldes af legatbestyrelsen. Tove Pelle kombinerer hyldesten med et velfortjent, forlænget ophold i hovedstaden sammen med sin mand.