Den netop udgivne DI-undersøgelse over erhvervsklima i landets kommuner bragte ikke gode nyheder til Sønderborg Kommune. Sønderborg Kommune er nemlig røget én plads ned af listen og lander dermed på den lidet ønskede 96. plads. Det er listens sidsteplads.
Det er et resultat, som overrasker, men som også sætter tankerne og ambitionerne i gang. Sønderborg Kommune skal forbedre sig drastisk og blive en erhvervsvenlig kommune. Det siger borgmester Erik Lauritzen i en pressemeddelelse:
“Vi vil ikke læne os tilbage og accepterer, at Sønderborg har denne placering. Det er en topprioritet for Sønderborg Kommune at være en erhvervsvenlig kommune til gavn for alle borgere i kommunen. Vi vil fra kommunens side i den grad prioritere at forstå, hvor vi i de kommende år kan sætte ind og sikre os et tilfreds erhvervsliv”.
Undersøgelsens resultater viser, at Sønderborg Kommune er gået frem på visse områder, blandt andet på kommunal velfærdsservice og på Jobcentrets indsatser og service over for virksomhederne. Den samlede placering dette år skal ses i lyset af, at andre kommuner har forbedret sig endnu mere. Sønderborg Kommunes fremgang på de enkelte punkter kan man på den ene side glæde sig over og på den anden side skal der arbejdes fokuseret og stenhårdt på at forbedre resultaterne på de andre parametre i undersøgelsen.
Det er formand for erhvervsudvalget Ole Wandahl Stenshøj klar på.
“Vi må se i øjnene, at vi endnu har meget arbejde foran os, og vores klare budskab til virksomhederne, er, at vi i endnu højere grad end før står med åbne ører og øjne. Vi vil meget gerne gøres klogere og mere vidende. Vi bliver kun bedre, hvis vi bliver klogere”.
Virksomhedsbesøg
Kommunen har i den forbindelse igangsat 125 virksomhedsbesøg, som har været afviklet henover foråret og sommeren i år. Besøgene skal udvide og styrke dialogen og skabe fundamentet for et forbedret samarbejde mellem virksomhederne og kommunen. De besøg kan nu også vise de enkelte områder, hvor man skal sætte ind.
På baggrund af sidste års placering og de 125 virksomhedsbesøg har Sønderborg Kommune allerede foretaget sig en del, herunder en total fjernelse af dækningsafgifterne, etablering af Sønderborg Vækstråd og investeringer i områder som iværksætteri, turisme, uddannelse og infrastruktur, og dette håber Ole Wandahl Stenshøj kan være med til at forbedre næste års resultat.
“Det kan jo kun gå fremad, og vi skal tydeligvis blive bedre til at formidle vores initiativer til erhvervslivet, så de kender til, hvor kommunen kan gøre en forskel for dem”, siger Ole Wandahl Stenshøj og forsætter:
“Vi vil fokusere på initiativer, der kan skaffe kvalificeret arbejdskraft. Dette er et vigtigt punkt, da manglen på kvalificeret arbejdskraft kan være grunden til, at man som virksomhed må sige nej til nye ordrer og nye kunder. Det står i vejen for vækst til virksomhederne og til kommunen. Det skal vi lave om på”.
På trods af de forskellige initiativer er Sønderborg Kommune ikke rykket op ad listen, og konstateringen må være, at der ikke har været tid nok til, at de for alvor er slået igennem.
Fra nu af handler det om at knokle på og arbejde videre på de initiativer, der er besluttet. I en prioriteret orden vil Sønderborg Kommune i samarbejde med Sønderborg Vækstråd sikre en forbedring på udvalgte områder, sådan at placeringen vil forbedres i de kommende år. Det klare mål er at få en kommune, hvor erhvervslivet trives. Det er første prioritet. Så skal resultaterne nok følge trop.