Den danske regering skal ikke forvente hjælp fra Tyskland, hvis den indfører krav om, at bus- og togselskaber, der krydser den dansk-tysk grænse, skal kontrollere de rejsendes identitetspapirer.
Det skriver Jyllands-Posten.
Transportminister Hans Christian Schmidt har i december skriftligt anmodet både den tyske forbundsregering samt delstaten Slesvig-Holstens regering om hjælp til at sikre, at det tyske togselskab Deutsche Bahn samarbejder med DSB om en model, der kan sikre, at passager har gyldige ID-papirer.
Men det er Tyskland ikke meget for.
Det fremgår af udtalelser fra en talsmand for delstatsregeringen i Slesvig-Holsten.
Deutsche Bahn og selskabet Aktiv Bus fastholder, at de ikke ønsker at identitetstjekke deres passagerer.