Kulturnatten er en af årets største traditioner. Ikke alene i Sønderborg by, men i hele kommunen. Her kommer alle mulige foreninger, organisationer og interessefællesskaber og viser, vor alsidigt og mangfoldigt det gode liv er her i kommunen. Det er en festdag for vores foreningsliv.
Det sagde Christel Leiendecker fra Udvalget for Kultur, Idræt og Medborgerskab i sin tale, som var åbningen af Kulturnatten.
”Jeg kan ikke lade være med at tænke på, om folk i andre lande måske misunder os en lille smule her i Danmark. Misunder os for vores foreningsmodel. At det er så nemt at omsætte en idé til praksis – og få offentlig støtte til det. Jeg er i hvert fald ret stolt over at bo i Forenings-Danmark, når jeg sådan kigger ud over 1,5 kilometer tætpakket kultur- og idrætsnat. Det spænder fra Foreningshuset Kasernen i nord over MultiKulturhuset og videre langs havnen til Sønderborg Slot i syd. Og her er tætpakket af mennesker, der alle skal være med til at opleve denne vidunderlige aften”
”Kultur og idræt skaber fællesskaber. Her mødes vi på tværs af alder, køn, politiske og økonomiske interesser. Vi mødes i vores foreninger for at dyrke lige præcis den interesse, vi har. Og som vi ser her i aften, så er der intet interesseområde for lille eller for skævt til, at det kan rummes i vores foreningsliv. En stærk fremtid begynder med stærke fællesskaber. Vi skaber vores demokratiske forståelse og grundlag i vores foreninger”, sagde udvalgsformanden fra den store scene ved Hotel Alsik.
”Tak til bestyrelsen, der nu for andet år i træk har ofret nattesøvn og fritid for at stable denne dag på benene. I må meget gerne være meget stolte af jer selv! Sikke en flot udvikling vi ser allerede her på jeres år to. Sidste år viste I på kun få måneder, at det umulige er muligt. I havde kun kort tid at løbe på, men alligevel fik I arrangeret en kultur- og idrætsnat. I år har I gjort det endnu større og endnu mere spændende. I tør tænke nyt og ændre på ’plejer’. Jeg og mange andre var måske en anelse nervøse, da I begyndte at pille ved Natløbet. Men se nu bare! Over 2000 deltagere skal enten løbe fem kilometer eller gå 2,5 kilometer. I skal have kæmpe ros her fra mig”, sagde Christel Leiendecker.