Udvidet undersøgelsesområde til Als-Fyn-forbindelsen

12. september 2023 Augustenborg Skrevet af: Ole Kæhler

Forligskredsen, der står bag vejdelen af Infrastrukturplan 2035 – Fremtidens Veje – har sagt ja til at udvide området, hvor forundersøgelserne finder sted. Det sker især på grund af hensyn til Natura 2000-områder og geotekniske forhold.

Sund & Bælt og Vejdirektoratet er i gang med at gennemføre en forundersøgelse af en fast forbindelse mellem Als og Fyn.

Forundersøgelsen er en del af aftalen om Infrastrukturplanen 2035. De foreløbige analyseresultater har vist, at der er udfordringer i det eksisterende undersøgelsesområde i forhold til såvel Natura 2000-området, geotekniske funderingsforhold og sikkerheden i forhold til sejlads i området.

Artiklen fortsætter under annoncen

Derfor har Sund & Bælt og Vejdirektoratet bedt om, at man udvider forundersøgelsesområdet mod nordvest samt inkluderer en mulig perspektivering af yderligere et område nord for det udvidede område.

Forligskredsen bag aftalen er enige om, at udvide forundersøgelsesområdet for Als-Fyn-forbindelsen.

”Jeg er glad for, at vi har fundet en løsning, så forundersøgelsen af Als-Fyn-forbindelsen kan udvides, så projektet ikke går i stå, før det er kommet i gang. Det er vigtigt, at vi lytter til fagkundskaben, så vi får det bedst mulige beslutningsgrundlag, når vi i fremtiden skal tage stilling til forbindelsen”, siger transportminister Thomas Danielsen til SønderborgNYT.

Artiklen fortsætter under annoncen

Borgmesteren meget tilfreds

“En fast forbindelse mellem Fyn og Als er afgørende for Sønderborg Kommunes erhvervsliv og for at sikre udvikling af hele området. Samtidig vil en fast forbindelse gøre kommunen et endnu mere attraktivt sted at bo og leve og samtidig give endnu bedre vilkår for turismen i kommune. Så jeg er meget tilfreds med, at undersøgelsesområdet, hvor en eventuel fast forbindelse kommer, bliver udvidet, så vi får afklaret alle muligheder i forhold til natur, trafik og andre relevante interesser ved en fast forbindelse mellem Als og Fyn, siger borgmester Erik Lauritzen.

Artiklen fortsætter under annoncen

“Jeg synes, det er godt, at det nu er tre muligheder til og fra Als, der skal undersøges og bliver vurderet i en samlet løsning for at sikre en god trafikafvikling. Det bliver til gavn for Sønderborg Kommune og hele Syddanmark”, siger borgmesteren.

Venstres Ellen Trane Nørby glæder sig også

”Jeg glæder mig meget over, at transportminister Thomas Danielsen og aftalekredsen nu bakker op om en udvidet forundersøgelse og har fundet penge til arbejdet. Udvidelsen af forundersøgelsen er vigtig for at sikre, at alle muligheder afdækkes som også Als-Fyn-komiteen og foreningen tidligere har efterspurgt”, siger byrådsmedlem Ellen Trane Nørby fra Venstre til SønderborgNYT

Artiklen fortsætter under annoncen

”Nu kan vi forhåbentligt kan komme et skridt tættere på realiseringen af en fast forbindelse – en tunnel – under det sydlige Lillebælt, som vil kunne binde Danmark bedre sammen, reducere trafikkøer og skabe vækst, udvikling og bosætning i vores område. Jeg har værdsat den tætte dialog jeg har og har haft med ministeren om projektet og jeg er sikker på, at et stærkt bredt samarbejde i både regering og her lokalt er en forudsætning for, at vi kan realisere visionen om en sydlig lillebæltsforbindelse”.

Artiklen fortsætter under annoncen

En fast forbindelse mellem Als og Fyn er ikke en del af Infrastrukturplan 2035 og vil i givet fald skulle besluttes særskilt.

18. maj 2024 Erhverv, Sydals

Padelcentret i Hørup lukker om få dage

18. maj 2024 Erhverv

Sønderborg kommune har valgt at lukke Hørup Padel, skriver Martin Prokopek Jensen fra Fysio Performance 360° på Facebook. Fysio Performance 360° holdt indvielsesreception i det splinternye SeaDane Padel Center ved siden af klinikken på Kallehave i Hørup den 25. juni sidste år. Som nogen af jer måske ved har vi i de seneste tre år […]

Læs mere...