Gader og stier i Ulkebøl er stadig mørklagt

6. februar 2022 Samfund Skrevet af: Ole Kæhler

Lørdag fortalte SønderborgNYT, at lyset på flere gader og stier i Ulkebøl ikke virker.

“Det var ikke lys i store dele af Ulkebøl fredag og lørdag – og det samme gør sig gældende i dag, søndag”, siger en beboer fra Ulkebøl til SønderborgNYT.

“Nogle mennesker bliver utrygge, når især stier er mørklagte og det er jo sørgeligt, hvis der skal et overfald eller en voldtægt til, inden lyset bliver lavet”, siger Ulkebøl-borgeren.

Kirsten H. Bachmann, som er formand for Teknik,- By- og Boligudvalget siger til SønderborgNYT, at hun vil tage fat i forvaltningen.

Artiklen fortsætter under annoncen

“Når forvaltningen har en aftale med EL:CON om, der skal være lys på gader og stier, så skal der også være lys”, siger hun.

Sønderborg Kommunes hjemmeside er opskriften på, hvad man gør, hvis man opdager gadelyset er defekt –  og ifølge kommunen er det sådan, at hvis en til tre lamper er ude af drift, bliver det normalt rettet inden for 14 kalenderdage. Hvis en hel vej er ude af drift, så rettes det normalt inden for 24 timer.

Artiklen fortsætter under annoncen

Hvis man ringer til det døgnåbne nummer hos firmaet EL:CON, som har ansvaret for drift af gadebelysning på offentlige veje, i aftentimerne, så er beskeden, at man har ringet udenfor normal åbningstid og det kan være forbundet med ekstra omkostninger, hvis man gerne vil viderestilles.

Den besked kan være årsagen til, at adskillige i stedet ringede til Den Fælles Vagtcentral, som både fredag og lørdag kontaktede EL:CON.