Underholdende taler til Nytårskuren – en med tilbageblik på 2024

9. januar 2024 Samfund Skrevet af: Ole Kæhler

Tirsdag var der Nytårskur i Café Alsion, hvor borgmester Erik Lauritzen, Green Power Denmarks administrerende direktør Kristian Jensen og Elsebeth Gerner Nielsen fra den danske Unesco-nationalkommission holdt taler.

Inden talerne fik lov til at træde frem, så sang Sønderjysk Pigekor et par sange og det blev især nydt af borgmesteren.

”Jeg håber I alle nød Sønderjysk Pigekors sang og selv har jeg det sådan, at når der har været nogle trælse dage, så løfter det humøret at høre dem synge. Og lad os skåle, inden jeg begynder på min tale”, sagde borgmester Erik Lauritzen til de gæster fra foreningslivet og erhvervslivet, der ligesom en række kommunale ledere, var inviteret med til Nytårskuren.

Artiklen fortsætter under annoncen

”Jeg er glad for, at I er mødt op og når jeg har talt, så skal vi høre nogle gode taler”, sagde han og fortsatte:

I Danmark kan vi alle sammen snakke meget om vejret og det vil jeg også gøre. 2023 var et år, der bød på masser af regn, tørke og storm – så nu må klimaskeptikerne være overbeviste”.

”Stormfloden ramte hårdt og tak til beredskabet og til andre, der hjalp – og der har også været storm i kommunens økonomi, hvor vi i Byrådet måtte ind og skære i velfærden. Vi alle stod igennem udfordringerne”, sagde borgmesteren.

Artiklen fortsætter under annoncen

”Tilbage til klimaet og jeg vil sige, vi skal gøre noget. Det er vigtigt, vi når nullet i 2029. I Kommuneplanen er 14 områder godkendt til at de kan bruges til vedvarende energianlæg og nu skal nogle af dem realiseres. Vi venter også på tilladelse til at stille vindmøller op i Lillebælt”.

Frivillige er vigtige for os alle

”Til en attraktiv kommunen hører der et godt forenings- og fritidsliv. Det er med til at skabe gode liv for os alle, så tak til alle de frivillige i foreningerne”.

Artiklen fortsætter under annoncen

”Og så vil jeg lige sige, at årets begyndte med en stor nyhed fra Dronningen – og nu tænker i nok, at nu siger han det – men det gør han ikke”.

Vi må vænne os til vindemølleudsigt

Den næste taler var Kristian Jensen fra Green Power Denmark, som er til for de virksomheder, der arbejder med en elektrificering af Danmark. Han lagde ud med at fortælle, at vi skal have vores energiforsyning over på strøm og væk fra fossile brændstoffer.

”I Danmark havde vi 2023 den grønneste strøm nogensinde – og skal vi sammenligne lidt med biler, vil det svare til at en dieselbil skal køre pænt over 100 kilometer på en liter”, sagde Kristian Jensen, som havde set på, hvor mange vindmøller, der i de seneste år er sat op i Sønderborg Kommune.

Artiklen fortsætter under annoncen

”Der er sat to op, men skal vi gøre os fri af Putins gas, så skal vi selv producere vores energi. Vindmøller på havet tager langt tid og de skal suppleres af både vindmøller og solceller på land. Det er ikke populært, men vi må vænne os til dem”, sagde han.

”Der skal bruges et areal, som svarer til to procent af landbrugsjorden til vedvarende energi og det er i samme størrelse som det areal, der alligevel skal tages ud af drift”.

En tale fra fremtiden

Artiklen fortsætter under annoncen

Elsebeth Gerner Nielsen fra Unesco var glad for, at hun var inviteret til at tale ved Nytårskuren.

”Jeg er glad for, jeg er her igen her i 2039 og jeg var her jo også i 2024. Nu er både borgmesteren og jeg blevet en del ældre, men takket være hjælp fra kunstig intelligens, så går det vel. I 2024 var Kristian Jensen, som er kendt for at være gift med sangeren Pernille Rosendahl, her også”, sagde hun.

”Jeg kan fortælle, at Hertugernes Augustenborg er optaget på Unescos verdensarvsliste og nu er i fornemt selskab med blandt andet Jelling-stenene og pyramiderne. Augustenborg er en unik by og har et barok-miljø, som bør bevares for eftertiden og byen vil stå som en fysisk manifestation af aftalen for mindretallene”, sagde hun med udsigt fra år 2039.

“Netop derfor er Augustenborg attraktiv for mange nationaliteter og det gør, at Sønderborg trækker både arbejdskraft og turister til området”.

”I 2024 var Sønderborgs slogan ‘Udsigt i verdensklasse’ – og det er nu ændret til ’Udsyn i Verdensklasse’. Udsigt er nemlig noget, som bare er der, mens udsyn er noget, der skal arbejdes med hver eneste dag”.

Du kan SE BILLEDER HER.