Der blev rejst kritik af åbenheden i Økonomi- og Strategiudvalget, da udvalget på sit marts møde godkendte omkostningerne til en undersøgelse af en mulig fusion mellem SONFOR Varme, SONFOR Resort Varme og Sønderborg Varme.
Kritikken skyldes, at sagen blev behandlet som et lukket punkt på udvalgsmødet.
Efter byrådsmødet i onsdags er det dog blevet muligt for offentligheden at få indblik i, hvad det koster Sønderborg Kommune at igangsætte undersøgelsen og den samlede udgift løber op i mere end 1,3 millioner kroner.
Byrådet har allerede bevilliget 250.000 kroner, og nu skal der bruges lidt over 1 million kroner yderligere. Det betyder, at den samlede omkostning til undersøgelsen er på 1.315.000 kroner, hvilket byrådet godkendte i onsdags.
Undersøgelsen af en mulig fusion blev oprindeligt godkendt af byrådet i september sidste år og samtidig blev det besluttet, at Sønderborg Kommune skal afholde omkostningerne ved at igangsætte undersøgelsen.
Noget tyder på, at det indledende arbejde peger i retning af en mulig fusion. Ifølge referatet fra byrådsmødet i onsdags er den indledende juridiske afdækning gennemført, og parterne vurderer, at der er grundlag for at arbejde videre med en fusion.
Det er dog fortsat svært at få indblik i, hvad der konkret taler for en fusion. I referatet henvises der til en række bilag, som endnu ikke er offentliggjort.
Der henvises også til drøftelser i Økonomi- og Strategiudvalget den 18. februar, men her blev sagen behandlet for lukkede døre. Dermed har offentligheden fortsat ikke adgang til oplysninger om, hvad en eventuel fusion indebærer, eller hvordan den skal gennemføres.
Det står dog klart, at selve undersøgelsen af en mulig fusion kommer til at koste omkring 1,3 millioner kroner.
















