Unge i Sønderborg får et frirum til at tale om krop, grænser, sex og prævention

Ny klinik for unges seksuelle sundhed åbner. Foto: Region Syddanmark

Ny klinik for unges seksuelle sundhed åbner. Foto: Region Syddanmark

27. oktober 2025 Samfund Skrevet af: Michael Kjær

I november får unge i Sønderborg et nyt sted at gå hen, når spørgsmål om prævention, sex og sundhed presser sig på. Den 13. november åbner en ny klinik for seksuel sundhed i sundhedscenteret i Sønderborg, og her vil unge mellem 12 og 25 år kunne få gratis prævention, blive testet for kønssygdomme og graviditet samt få anonym rådgivning.

Det nye tilbud får navnet Klinik UngeLiv og er et samarbejde mellem Sygehus Sønderjylland og Sønderborg Kommune, oplyser Region Syddanmark.

Artiklen fortsætter under annoncen

Selvom klinikken åbner i november, træder tilbuddet om gratis prævention først i kraft den 1. januar 2026. Formålet med klinikken er at styrke de unges seksuelle sundhed og trivsel og samtidig nedbringe antallet af kønssygdomme og uønskede graviditeter i Sønderborg.

Behovet for den slags tilbud er tydeligt. De seneste år har der været en markant stigning i antallet af unge, der bliver smittet med kønssygdomme som klamydia og gonorré. Selvom tallene i 2023 og 2024 viser et lille fald, er udfordringen fortsat stor – og det er netop denne udvikling, Klinik UngeLiv skal være med til at bremse.

Artiklen fortsætter under annoncen

Klinikken bliver et trygt sted, hvor unge kan henvende sig anonymt og få svar på spørgsmål om alt fra identitet og grænser til prævention og sexsygdomme. Mange unge oplever, at det kan være svært at tage sådanne emner op med deres egen læge, og derfor er der brug for et mere uformelt og let tilgængeligt sted at søge hjælp.

Erfaringerne fra andre syddanske byer viser, at det virker. Siden 2019 er der oprettet seks klinikker for seksuel sundhed i Region Syddanmark – i Odense, Vejle, Fredericia, Varde og Esbjerg – og evalueringer viser, at klinikkerne rammer en gruppe unge, som ellers ikke ville have fået hjælp. Ifølge evalueringen udfylder klinikkerne et vigtigt hul i sundhedssystemet, fordi de netop gør det nemt og trygt for unge at tage fat i deres udfordringer.

Artiklen fortsætter under annoncen

Klinikken i Sønderborg bliver den syvende af sin slags i regionen og bygger videre på de gode erfaringer fra de andre byer, men tilpasset lokale behov. Etableringen af Klinik UngeLiv blev godkendt på regionsrådsmødet den 27. oktober 2025. Her besluttede politikerne også at afsætte 1,64 mio. kroner til driften i en projektperiode frem til 2028. Sønderborg Kommune bidrager med samme beløb.

21. juli 2026 Politik, Sport, Sydals

Politikerne vil finde en løsning der gavner både naturen og kitesurferne i Sønderborg

21. juli 2026 Politik

Når kitesurfere begiver sig ud på det lave vand med den rette vind i sejlet, oplever de en helt særlig lykkefølelse, som du kunne læse på SønderborgNYT mandag. Men det er en balancegang at tilgodese både kitesurfernes interesser og hensynet til de fugle, der lever og yngler i området. Den balance vil Sønderborg Kommune og […]

Læs mere...