Sønderborg Stadion bliver fyldt med grin, fællesskab og gode oplevelser, når Sønderborg Ungdomsråd inviterer til Sommertræf for unge på Sønderborg Stadion. Arrangementet finder sted onsdag den 21. maj fra klokken 16:00 til 21:00. Det er gratis at være med, og alle unge i kommunen er velkomne, lyder det fra Ungdomsrådet.
Bag Sommertræffet står en gruppe unge, der ønsker at skabe flere muligheder for andre unge i Sønderborg til at mødes, lave noget sammen og opleve, at fællesskab kan tage mange former. Dagen byder på aktiviteter, hvor man både kan være aktiv, kreativ og bare hænge ud i afslappede rammer.
Der er lagt op til rundbold med præmier, et kursus i at mikse farverige, alkoholfri drinks, kreative timer med smykkefremstilling – og til sidst fællesspisning under åben himmel, hvor alle samles og runder dagen af sammen.
Ungdomsrådet håber på en eftermiddag og aften fyldt med nye bekendtskaber og god stemning. Mere information om Sommertræffet kan findes på rådets Facebookside.
Sønderborg Ungdomsråd består af engagerede unge, der arbejder for at gøre det sjovere og nemmere at være ung i kommunen. De arrangerer events, deltager i debatter og skaber rum, hvor unge kan mødes og være sig selv. Sommertræffet er netop ét af de initiativer, der skal samle på tværs og vise, hvordan fællesskab kan se ud, når det formes af unge selv.
Hvis du ønsker, at et arrangement bliver omtalt på SønderborgNYT, så send tekst og billede til [email protected], og vi deler det med vores læsere.






















