Universe after dark – lys i en mørk tid

Universe after dark. Foto: Bachs Foto
Universe after dark. Foto: Bachs Foto
15. oktober 2022 Kultur Skrevet af: Redaktion

I hele efterårsferien åbner Universe dørene for lysfestivallen ’Universe After Dark’ når mørket er brudt frem og hvor parkens andre aktiviteter er lukket ned, så gæsterne kan opleve stemningsfuldt lys og lærerige installationer.

”Vores gæster kan gå rundt og møde ’skæve’ lysinstallationer og flot lyskunst og så er der også nogle installationer, hvor vi gerne vil fortælle lidt mere omkring lys og farver og hvordan det hele hænger sammen, så besøgende også bliver lidt klogere udover at have en hyggelig og flot tur rundt i Universe”, siger Brian Jørgensen, forretningsudviklingschef hos Universe, til SønderborgNYT TV.

Artiklen fortsætter under annoncen

Gæsterne kan også opleve fotospots flere forskellige steder i parken og der er tips og tricks til, hvordan man tager det bedste foto, med motiver i LED-lys og mørke og som en del af et samarbejde mellem Kultur-i-Syd, Alsik Hotel og Universe kan de besøgende også overvære et særligt vandlysshow, en slags lys- og vandfontæne tilsat musik.

”Det miljø en lysfestival tilbyder i forhold til parken passer rigtig godt sammen med de kreative løsninger, som vores samarbejdspartnere er lykkedes med og så har vi udstyret parken med fem konkrete spots, hvor vi dykker lidt mere ned i, hvad man egentlig kan med lys til og hvordan farverne spiller en stor og vigtig rolle i alles dagligdag”, siger Morten Lorenzen, event- & arrangementskoordinator hos Universe, til SønderborgNYT TV.

Artiklen fortsætter under annoncen

Universe After Dark er åben hver dag fra klokken 18 til 21:30 frem til den 23. oktober.

Du kan se hele tv-indslaget fra Universe After Dark og se et udvalg af de flotte lysinstallationer her på SønderborgNYT TV.