Universe gør klar til både brande og ild i næste sæson

21. september 2020 Erhverv Skrevet af: Redaktion

Når Universe Science Park slår dørene op til næste sæson, vil parkens gæster få mulighed for at opleve ild og brand på tætteste hold. Med over 6,5 millioner kroner fra TrygFonden vil parken lave den helt nye interaktive udstilling, Fire Zone, som skal lære de besøgende om ild, brandfare og -forebyggelse ved blandt andet at tage dem igennem et brændende hus.

Hvert år oplever cirka 60 000 danskere brand i deres bolig. Med den rigtige viden og adfærd kan man imidlertid undgå langt de fleste brande, så der vil være god grund til at besøge den nye Fire Zone, når Universe Science Park byder velkommen til sæson 2021.

Artiklen fortsætter under annoncen

“Vi glæder os meget til at byde vores gæster velkommen til Fire Zone, der vil være særligt målrettet børn og unge og skal formidle viden om ild, brandårsager, brandsikkerhed og -forebyggelse. I Universe ønsker vi at skabe begejstring for naturvidenskab gennem sjove oplevelser og lade børn og voksne lege sig til mere viden”, siger direktør Torben Kylling Petersen fra Unviverse.

“Et forprojekt støttet af TrygFonden har derudover vist, at det er afgørende for læring og forankring i folks bevidsthed, at alle sanser tages i brug. Med Fire Zone vil vi derfor sætte hele sanseapparatet i gang og tage vores gæster gennem legende og eksplorative aktiviteter med ild og brand som omdrejningspunkt”, fortæller Torben Kylling Petersen i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter under annoncen

Foruden støtten til forprojektet har TrygFonden bidraget med over 6,5 millioner kroner til opbygningen af Fire Zone.

Det betyder, at Universe får mulighed for at formidle vigtig viden om ild og brand i børnehøjde og dermed forhåbentligt hjælpe til at forebygge brandulykker og undgå farlige situationer fremover.

Kom sikkert ud af farlige situationer

Udstillingen Fire Zone vil komme til at bestå af tre interaktive områder med hver deres fokus: Science Zone med fokus på, hvorfor ild opstår, forskellige former for ild, og hvordan man videnskabeligt håndterer en brand; Burning House, der skal give en sanselig oplevelse af et brændende hus, og hvor man kan lære, hvordan man kommer sikkert ud af en farlig situation, der involverer ild; Safety Zone, der formidler, hvad man selv kan gøre for at få et brandsikkert hjem og agere brandsikkert i sin hverdag.

Artiklen fortsætter under annoncen

I TrygFonden arbejder for at øge trygheden i Danmark og også bidrage til, at færre dør eller kommer alvorligt til skade i brandulykker.