Har du interesse for integration og ønsker at gøre en forskel i Sønderborg Kommune? Nu har du chancen for at blive en aktiv del af Integrationsrådet. Rådet søger et nyt medlem og otte stedfortrædere, som skal repræsentere indvandrere og efterkommere i kommunen. Suppleringsvalget finder sted torsdag den 24. april 2025 klokken 16:00 på Ringbakken 4 i Sønderborg.
Integrationsrådets vigtigste opgave er at rådgive Byrådet om spørgsmål vedrørende integration og sikre, at kommunens integrationsindsats bidrager til etnisk ligestilling og et inkluderende lokalsamfund. Imee Henriksen, forperson for Integrationsrådet, opfordrer alle med interesse for området til at møde op og få indsigt i, hvordan de kan være med til at gøre en forskel.
“Det er vigtigt, at Integrationsrådet afspejler den mangfoldighed, vi har i Sønderborg. Vi rådgiver kommunen om mange vigtige emner – fra arbejdsmarkedet til børns hverdag i skoler og daginstitutioner og integration i det daglige liv. Mit arbejde i rådet har vist mig, hvor stor en forskel vi faktisk kan gøre. Kommunen lytter til vores input, og vi er med til at forme beslutningerne. Så kom og hør mere, måske er det dig, vi mangler i rådet”.
Hvis du er nysgerrig på, hvordan du kan bidrage, og hvad Integrationsrådet egentlig laver, så mød op på valgmødet den 24. april og få svar på dine spørgsmål. Du kan stille op som repræsentant for indvandrere og efterkommere, hvis du er fyldt 18 år, kan læse og tale dansk, bor i Sønderborg Kommune, ikke er statsborger i et EU-land eller Norge og har en ren straffeattest, oplyser Sønderborg Kommune i en pressemeddelelse.
Hør mere ved at kontakte forpersonen for Sønderborg Kommunes Integrationsråd, Imee Henriksen, på mail [email protected].
Hvis du ønsker, at et arrangement bliver omtalt på SønderborgNYT, så send tekst og billede til [email protected], og vi deler det med vores læsere.
















