Valgdebat: Erhvervsklubben spørger politikere hvor væksten skal komme fra

11. oktober 2017 KV2017 Skrevet af: Ole Kæhler

Den 21. november skal borgerne i Sønderborg Kommune sætte deres kryds, og dermed også bestemme, hvem der skal lægge kursen for vores område i de kommende fire år.

I den anledning har Erhvervsklubben i Sønderborg indbudt spidskandidaterne fra de nuværende partier i byrådet til en debataften under temaet ”Sønderborg – hvor skal væksten komme fra”. Der er på forhånd givet fire potentielle vækstområder, som vil blive præsenteret af eksterne eksperter: industri 4.0 – baseret på digitalisering, bæredygtig fødevareproduktion, Bright Green Business – vækst gennem byernes omstilling og sidst – men ikke mindst – turisme.

Artiklen fortsætter under annoncen

Og når først eksperterne har givet deres respektive bud på, hvor vækstpotentialerne kan ligge, så kan debatten gå i gang, skriver Vækstrådet i en pressemeddelelse.

Cirka 100 erhvervsledere vil sidde klar på tilskuerrækkerne for at høre politikerne fremlægge deres bud, drømme og visioner for fremtidens vækst i Sønderborg-området.

Til at sikre en god debat, hvor alle kommer til orde har Erhvervsklubben Sønderborg inviteret Jakob Illeborg, som mange kender fra hans rolle som vært på DR 1-programmet Kontant og DR2 Dagen.

Artiklen fortsætter under annoncen

Arrangementet finder sted mandag den 16. oktober fra klokken 16.30 til 21.00 på Business College Syd.

Det er stadig muligt at deltage i debatten – tilmelding er åben indtil den 12.oktober på dette link: Tilmelding