Gennemkørslen i Avnbøl bliver i den kommende tid påvirket, når Sønderborg Varme går i gang med at etablere fjernvarme i området. Truenbrovej bliver spærret for gennemkørende trafik i flere etaper fra tirsdag den 7. april, og arbejdet fortsætter efter planen frem til juli.
Der vil fortsat være adgang for gående og cyklister i hele perioden, og beboere i arbejdsområdet vil som minimum kunne komme til deres bolig til fods.
Trafikken bliver ledt uden om via Smedetoft og Avnbøløstenvej, og der bliver skiltet på stedet. Derudover bliver der også skiltet omkørsel via Aabenraavej mod E45 og Sønderborg.
Den første spærring bliver etableret tirsdag den 7. april 2026 fra klokken 09:00. Der beklages for de gener, arbejdet kan give i området, oplyser Sønderborg Varme i en pressemeddelelse.















