Vejen fra konkurs til ny virksomhed tog blot tre måneder

21. juni 2013 Erhverv Skrevet af: Ole Kæhler

For knap tre måneder siden måtte Leif Lausten gå den tunge gang til skifteretten og få sit firma HNH-Sønderborg erklæret konkurs.

Ordrerne udeblev. Nu har han med hjælp fra kunder og samarbejdspartnere købt en del af aktiverne i det tidligere selskab og etableret ingeniørvirksomheden Invector med tilhørende maskinfabrik. Den nye virksomhed åbner den 27. juni.

– Den opbakning jeg har mødt fra kunder og samarbejdspartnere fortæller mig, at etik og moral er vigtig i alle former for forretning. Uden den opbakning var det ikke lykkedes at etablere et nyt selskab. Ja, selv pengeinstituttet og revisor er den samme, som i det tidligere firma. Det er vist ikke normalt, siger Leif Lausten.

Artiklen fortsætter under annoncen

Firmanavnet Invector er et kunstord sammensat af de engelske ord invention og vector. Invention betyder opfindelse og ordet vector viser en retning mod vækst og udvikling.

Selskabet, der beskæftiger syv medarbejdere, er flyttet ind på adressen Løntoft 6 i Ragebøl, hvor plastvirksomheden Micotron tidligere havde til huse.

– Vi oplever ingen jubelscener derude, og der er kamp om hver eneste ordre, fastslår Leif Lausten, der i øjeblikket er i gang med at levere løsninger til bl.a. Danish Crowns nye slagteri i Holsted og til Siemens Windpower.  Invector har specialiseret sig i udvikling af fuldautomatiske maskinløsninger til alle typer industri, bl.a. vindmøllebranchen, fødevaresektoren og træindustrien.

Artiklen fortsætter under annoncen

Fremadrettet vil virksomheden koncentrere sig om design og levering af komponenter og komplette løsninger. Den egentlige produktion vil blive outsourcet til kolleger i branchen. Man fastholder dog en række maskiner for stadig at kunne gennemføre hands-on udviklingsforløb og producere prototyper.

Se mere på www.invector.dk

3. juni 2026 Politik, Samfund, Sønderborg

Kommunen sætter foden ned – historisk hus skal bevares

3. juni 2026 Politik

Et hus, der har stået i Ulkebøl siden 1877, får nu en ny chance for at blive en del af områdets fremtid. Byudvikling-, Landdistrikter- og Infrastrukturudvalget har besluttet at nedlægge forbud mod nedrivning af den bevaringsværdige ejendom på Kaplenivej 12. Beslutningen kommer efter, at ejeren har søgt om tilladelse til at rive bygningen ned. Huset […]

Læs mere...