Venstre-folk kan have kendt til ulovligt brug af regionsansat

25. november 2015 Politik Skrevet af: Ole Kæhler

Flere Venstre-folk kan have haft kendskab til Carl Holsts ulovlige brug af en ansat i Region Syddanmark, der under valgkampen til folketingsvalget i juni hjalp og arbejdede for den tidligere regionsrådsformand i dennes valgkampagne.venstre2

Ifølge Vejle Amts Folkeblad har Bo Libergren, medlem af regionsrådet for Venstre, under valgkampen udvekslet flere mails med Christian Ingemann, der var ansat i regionen, men som menes at have hjulpet Carl Holst med sin valgkampagne til Folketinget.

Artiklen fortsætter under annoncen

Så sent som i sidste uge fastslog Statsforvaltningen, at Ingemann de facto udførte folketingsrelateret arbejde for Carl Holst, og at det er i strid med loven.

Hidtil har øvrige Venstre-politikere i regionen stået fast på, at de ikke havde kendskab til ulovlighederne, men noget tyder altså på, at Bo Libergren og andre Venstre-folk har haft viden om Ingemanns funktion.venstre1

Artiklen fortsætter under annoncen

Vejle Amts Folkeblad har fået aktindsigt i arbejdsmails til og fra Christian Ingemanns mailboks, og de afslører, at Bo Libergren eksempelvis mailede input til Holsts valgkampagne til Ingemann.

“Jeg havde kendskab til, at han var personlig assistent for Carl Holst, og jeg var vidende om, at han var ansat i Råds- og Direktionssekretariatet. Men jeg vidste ikke, at han førte valgkamp i det omfang, som Statsforvaltningen nu har dokumenteret”, siger Bo Libergren til Vejle Amts Folkeblad.

Det kan så undre, at Libergren sendte valgkamps-input til en ansat, der ikke havde det mindste med Carl Holsts valgkamp at gøre.