Venstre foreslår Folketinget giver flere penge til Historiecenter Dybbøl Banke

11. november 2021 Politik Skrevet af: Redaktion

Venstre vil med vores finanslovsforslag, der blev fremlagt onsdag, løfte de Videnspædagogiske Aktivitetscentre i hele landet og dermed også i Sydjylland og Sønderborg. Det betyder, at både Økolariet i Vejle, Vadehavscenteret ved Ribe og i Sønderborg, hvor både Historiecenter Dybbøl Banke og Universe er placeret, skriver Venstre i en pressemeddelelse.

I Venstres finanslovsprioriteter for 2022 fordobles det beløb, der afsættes til de Videnspædagogiske Aktivitetscentre. Dermed lægger vi i Venstre op til at give centrene en tiltrængt håndsrækning ovenpå corona-nedlukningerne. Beløbet vil dermed også være dobbelt så højt som det den socialdemokratiske regering har sat af i deres finanslovsforslag for 2022.

Artiklen fortsætter under annoncen

Dermed vil Venstre afsætte 33,4 millioner kroner til de statsstøttede oplevelsescentre, hvor børn og voksne kan få viden om og indsigt i natur, historie og videnskab gennem praktiske og lærerige aktiviteter. De to centre i Sønderborg, Historiecenter Dybbøl Banke og Universe, er sammen med Vadehavscenteret og Økolariet i vores landsdel, vigtige kultur- og læringsfyrtårne, som tiltrækker turisme og skaber vækst i hele området.

Ellen Trane Nørby, Venstres Børne- og Undervisningsordfører, mener det er tiltrængt at centrene får en pengeindsprøjtning:

Artiklen fortsætter under annoncen

”De Videnspædagogiske Aktivitetscentre i hele landet har lidt under corona, fordi centrene er gået glip af vigtige indtægter i forbindelse med nedlukningen. Mange skole- og lejrskolebesøg, der er en stor del af grundlaget for deres økonomi, er blevet udskudt eller aflyst. Det har været rigtig hårdt for centrene, også for Historiecenter Dybbøl Banke og Universe”.

”Men det er også gået ud over de unge, så derfor vil en øget bevilling også komme skoler og børn og unge til gavn fordi flere så kan besøge stederne det kommende år. Derfor har det været vigtigt for Venstre at understøtte centrene økonomisk, med det dobbelte formål om at tiltrække skoler og lejrskoler til en lavere pris end normalt, samt bringe centrenes økonomi i balance igen”, siger Ellen Trane Nørby.

Artiklen fortsætter under annoncen

Udover fordoblingen af tilskuddet til de Videnspædagogiske Aktivitetscentre vil Venstre særskilt øge bevillingen til Dybbøl Mølle delen af historiecenteret. Sidste år lykkedes det at få et fast tilskud til Dybbøl Mølle på finansloven på 400.000 kroner, men det beløb vil Venstre hæve med 600.000 kroner til en million kroner årligt i drifttilskud.

”Dybbøl Mølle og historiecenteret formidler viden om et helt centralt kapitel af Europas historie, der trækker spor til den dag i dag. Både i Sønderborg, hvor slaget fandt sted, men også i resten af grænselandet. Det skal vi sikre for fremtiden og også sørge for, at der er råd til at udvide udstillingen og formidlingen”, siger Ellen Trane Nørby.