Venstre i Sønderborg har ingen afløser for Chris Preuss klar

3. juli 2023 Politik Skrevet af: Ole Kæhler

Tidligere i dag, mandag, skrev SønderborgNYT, at Venstres foletingskandidat Chris Preuss, der var opstillet som spidskandidat i Sønderborg, trækker sig som kandidat, fordi han skal være særlig rådgiver for partiets formand, Jakob Ellemann-Jensen fra august.

“Vi har ikke en ny spidskandidat klar, men vi sætter gang i processen umiddelbart efter sommerferien er slut”, siger formand for Venstre i Sønderborg Karsten Schøn til SønderborgNYT.

At være særlig rådgiver for partiets formand og også være kandidat er to roller, som ikke er forenelige.

Artiklen fortsætter under annoncen

Chris Preuss overtog posten som spidskandidat for Venstre op til det seneste valg til Folketinget. Han afløste Ellen Trane Nørby, der trak sig for at gå efter borgmesterposten i Sønderborg.

I Sydjylland Storkreds fik Venstre tre mandater ved valget i november ’22 og det betød, at Chris Preuss, som fik 3.333 personlige stemmer i Sønderborgkredsen, ikke kom i Folketinget.

I Sønderborg var der 6607 vælgere, som stemte på Venstre.