Venstre: Vi skal have en uddannelsesfond

Arkivfoto
Arkivfoto
16. april 2014 Politik Skrevet af: Ole Kæhler

Politisk ordfører Peter Hansen, Venstre, skriver:

Venstre har anmodet om at få følgende forslag sat på dagsordenen ved det først kommende byrådsmøde i maj.

Hvad udad tabes skal indad vindes.

Med tabet af Sygeplejeskolen og Sergentskolen er det mere end nogensinde nødvendigt, at arbejde målrettet for etablering af nye uddannelser i Sønderborg.

Uddannelser der kan styrke campus og byen som uddannelsesby. Der er stor konkurrence om uddannelser og der bliver intet foræret. Sønderborg skal selv drive processen.

Artiklen fortsætter under annoncen

Det er derfor vigtigt, at kommunen sætter sig i førertrøjen for, at tiltrække nye uddannelser. Usædvanlige situationer, kræver usædvanlige løsninger.

Venstre vil derfor foreslå, at der etableres en uddannelsesfond med kommunal støtte, der for til opgave, at arbejde målrettet på, at etablere nye uddannelser i samarbejde med eksisterende skoler og SDU, men også for at trække nye uddannelses-institutioner til byen.

Venstre stiller derfor følgende beslutningsforslag:

Byrådet beslutter, at der i regi af økonomiudvalget arbejdes med etablering af en uddannelsesfond til støtte for etablering af nye uddannelser i byen. Fonden etableres med et robust kapital grundlag, der sikrer handlekraft over for interessenter.