Verdensmål-konference i Alsion

28. september 2020 Erhverv Skrevet af: Redaktion

Konferencen Impact the Future sætter fokus på at samle offentlige institutioner, virksomheder, start-ups, borgere, byer og uddannelsesinstitutioner for sammen at finde løsninger på at indfri FN’s 17 Verdensmål i 2030. Impact the Future finder sted for første gang i 2020, men det bliver en årlig tilbagevende konference, der hvert år vil arbejde med et nyt hovedtema.

“En grøn genstart er en meget passende overskrift for dette års konference, og det giver rigtig god mening for Sønderborg Kommune, der er langt fremme i arbejdet med at lave en grøn omstilling på grund af vores meget ambitiøse mål for en CO2-nulløsning i 2029”, siger borgmester Erik Lauritzen i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter under annoncen

“Og jeg er meget glad for, at de unge iværksættere har valgt Sønderborg som værtsby for konferencen på baggrund af vores ambitioner på CO2-, klima- og bæredygtighedsområdet. Det giver os en ekstra mulighed for at gøre opmærksom på vores visioner, metoder og resultater”.

Sønderborg Kommune støtter Impact the Future og hjælper arrangørerne med at få aftaler og lignende på plads, og lige nu handler det mest om at få styr på detaljerne, så arrangørerne kan gennemføre en coronasikker konference. Det handler både om at lukke folk ind i mindre hold, holde dem adskilt i grupperne omkring frokost og workshops, der kommer til at foregå forskellige steder i byen for at sikre sig, at alle coronaretningslinjer overholdes.

Artiklen fortsætter under annoncen

Vigtige Verdensmål
Impact the Future bliver en tilbagevendende årlig konference frem mod 2030, og planen er, at den på sigt fysisk skal holdes i ”Center for Verdensmål”.

“Når Sønderborg Kommune støtter op om konferencen, så skyldes det også, at Sønderborg Kommune ønsker at arbejde med bæredygtighed omkring de 17 Verdensmål, og kommunen er i fuld gang med at etablere Danmarks eneste ”Center for Verdensmål”.  På den måde kan vi arbejde helt konkret med hvordan verdensmål bliver til hverdagsmål”, siger Stephan Kleinschmidt, formand for udvalget for Kultur, Idræt, Handel og Turisme.

Artiklen fortsætter under annoncen

Fysisk bygges Center for Verdensmål op på Kær Vestermark ved Sønderborg, og det bliver et sted, der viser, hvordan Danmark og de 193 lande kan se ud i 2030, når alle efterlever de 17 Verdensmål.

Danmark er lige så langt fra verdensmålene som Burkina Faso

Professor Katherine Richardson er medlem af et FN-udpeget panel af forskere, der løbende evaluerer arbejdet med verdensmålene.

Og hun er ikke entydigt benovet over det danske arbejde med at leve op til FN’s samlede pakke af verdensmål, som blev vedtaget af alle FNs 193 medlemslande for fem år siden, skriver Altinget.

Artiklen fortsætter under annoncen

”I virkeligheden er vi ikke tættere på at opfylde de her verdensmål end Burkina Faso eller et hvilket som helst andet udviklingsland. Men vores udfordringer ligger forskellige steder”, siger Katherine Richardson, der er tilknyttet Københavns Universitet.

Udfordringerne i et land som Danmark er i høj grad knyttet til verdensmålene 12 til 15 om klima og biodiversitet.

”Vores problemer handler ikke så meget om de menneskelige forhold, men til gengæld har vi et enormt økologisk fodaftryk. I mange udviklingslande er billedet det modsatte,” siger Katherine Richardson til Altinget.

Artiklen fortsætter under annoncen

Hun ønsker mere fokus på balancen mellem de 17 verdensmål i stedet for et smalt fokus på, hvor meget og hvordan vi kan levere på de enkelte delmål.

Konferencen finder sted i Alsion den 11. november – og du tilmelder dig på Impact the Futures hjemmeside.