Sønderborg Kommune inviterer alle interesserede til at deltage i markeringen af Den Nationale Flagdag for at hylde veteraner fra Forsvaret, Redningsberedskabet, Politi, Udenrigsministeriet og Sundhedsvæsenet.
Arrangementet finder sted på Rådhustorvet torsdag den 5. september fra klokken 17.30, skriver kommunen i en pressemeddelelse.
”Vi har mange veteraner og Byrådet har derfor et stort fokus på vores veteranindsats. Flagdagen giver os mulighed for at reflektere over denne indsats og sikre gode forhold for vores veteraner. Vores veterankoordinator, Kim Andersen, og de fællesskaber, vi støtter på blandt andet Sønderborg Kaserne, hvor der også findes en veteranforening og andre militære grupper, spiller en vigtig rolle i at hjælpe tidligere udsendte”, siger borgmester Erik Lauritzen.
















