Video-opslag sikrede JS Tømrerentreprise en ny medarbejder

20. april 2020 Erhverv

Tømrerfirmaet JS Tømrerentreprise ApS på Hørtoftvej ved Dybbøl ledte med lys og lygte efter en dygtig, uddannet tømrer, der kan hjælpe med især tagarbejde – og efter et utraditionelt jobopslag myldrede det frem med ansøgere.

Virksomhedens ejer, Jonathan Schøn, fortæller, der er prøvet med stillingsopslag forskellige steder.

“Men de har ikke virket og derfor foreslog en af mine venner, at vi greb tingene lidt anderledes an”, siger ejeren.

Artiklen fortsætter under annoncen

Jonathan Schøn til SønderborgNYT.

Det anderledes blev en Facebook-video, hvor Jonathan Schøn blandt andet på SønderborgNYT fortæller, hvilke opgaver, der venter den tømrer, som meget gerne skulle sende en mail – og der var tæt på 40 ansøgere, der reagerede på videoen.

“Vi har ansat den mand, som vi synes passer ind hos os”, siger Jonathan Schøn, som havde sine betænkeligheder på grund af Corona-virussen.

“Men vi er så heldige, at virussen ikke har ramt vores ordrebøger”, siger han.

Jonathan Schøn har selv cirka ti års erfaring og han startede JS Tømrerentreprise ApS i 2016.

HUSK – Støt den lokale handel i en svær tid! 

 

Skrevet af: Ole ole@sonderborgnyt.dk