Hele Sønderborg er inviteret til reception hos VIGGA artRoom i morgen, lørdag. Anledningen er ikke blot at markere cafeens officielle åbning, men også en fejring af fællesskabet og alt det, cafeen har opnået, siden juli 2024, hvor butiksejer Lisbeth Gandrup åbnede cafeen.
“Jeg inviterer hele Sønderborg, fordi vi ikke kunne have det her sted uden byens opbakning. Det bliver en dag fyldt med hygge, livemusik og god stemning”, siger hun til Sønderborg NYT.
VIGGA artRoom er en specialbutik, et krea-univers og en simpel kaffebar på Perlegade i Sønderborg og der serveres der blandt andet håndbrygget kaffe, Bondegårdsis og kæmpe cookies og stemningen er afslappet og hjemlig med personlige detaljer, der skaber en varm og indbydende atmosfære.
“Mit koncept har udviklet sig, mens jeg har åbnet cafeen. Jeg vidste, jeg ville sælge kaffe og smykker, men det har altid været vigtigt for mig, at stedet skal være et kreativt frirum for alle aldre, hvor det er rart at være. Med cafeen ønsker jeg at skabe et miljø, hvor man kan tage sig tid til at udforske eller blot nyde en kop kaffe i afslappende omgivelser”, fortæller Lisbeth Gandrup.
“Til receptionen vil der være noget vin og en lille haps, så alle kan få en smagsprøve på, hvad vi har her i cafeen. Derudover vil man også kunne møde nogle af de kunstnere, der udstiller her på stedet”.
Receptionen hos VIGGA artRoom er klokken 14.















