For mange står der ferie på programmet de kommende uger med afslapning og hygge sammen med dem, de holder af. Alle går ned i tempo, men et sted skal du huske ikke at gå ned i tempo og det er opmærksomheden på dine betalingskort og sikkerheden omkring disse.
Det fortæller privatdirektør hos Sydbank i Sønderborg, Dorthe Lykke Jørgensen, da redaktionen spørger ind til nogle gode ferieråd, set med et pengeinstituts øjne.
”Vi anbefaler altid at tage to kort med på ferien, hvoraf et af dem gerne skal være et kreditkort, da man eksempelvis kan risikere ikke at kunne leje en bil ved biludlejningsfirmaet. De vil gerne have mulighed for at kunne reservere pengene på forhånd, og det kræver et kreditkort. Når du har to kort med på rejsen, risikerer du ikke at stå uden betalingskort, hvis du mister dit kort eller det bliver ødelagt”, lyder rådet fra Dorthe Lykke Jørgensen.
Det er også vigtigt at tjekke rejseforsikringen, hvis rejsen går til udlandet, hvor man med fordel kan tjekke om den er tilknyttet kreditkortet og om forsikringen dækker, hvis rejsen ikke er betalt med kortet.
”I Sydbank dækker forsikringen uanset hvilken betaling man har brugt, og generelt opfordrer vi alle til at tjekke om børn er forsikret og hvordan. Her er det vigtigt at være ekstra opmærksom på de voksne børn”, siger Dorthe Lykke Jørgensen.
Generelt er det vigtigt at tjekke, om der skal bestilles rejsecertifikat, hvis rejsen går til særlige rejsemål, og om man skal have medicinsk forhåndsvurdering, hvis man lider af en kronisk sygdom.
”Medbring altid kontaktinfo på døgnvagten til dit forsikringsselskab og gerne en kopi af policen, så du har det ved hånden, hvis uheldet er ude”, siger Dorthe Lykke Jørgensen, der også opfordrer til, at man skal medbringe valuta, men kun det man regner med at bruge, fordi de færreste pengeinstitutter tager solgt valuta retur.
Af andre gode råd nævner privatdirektøren hos Sydbank i Sønderborg, at man aldrig skal give sit kort fra sig på en restaurant eller andre indkøbssteder, og man skal aldrig slippe kortet af syne.
”Tjek også forbrugsgrænserne på de forskellige kort inden afrejsen, og når man er taget af sted, er det en god idé løbende at tjekke saldoen på de forskellige kort og se, om der er mistænkelige hævninger, som man ikke kan genkende. Hos Sydbank kan vores kunder åbne transaktionen i mobilbanken, hvor man også har mulighed for at rapportere et problem og dermed straks gøre indsigelse mod en hævning, ligesom man kan spærre kortet med det samme, hvis det bliver nødvendigt”, siger Dorthe Lykke Jørgensen.
























