Vil arbejde for at få bioanalytiker- samt tjener- og kokkeuddannelsen til Sønderborg

Hotel Alsik har både tjener- og kokkeelever. Foto: Ole Kæhler
Hotel Alsik har både tjener- og kokkeelever. Foto: Ole Kæhler
11. oktober 2023 Politik Skrevet af: Ole Kæhler

Gennem en tid er det lykkedes at få flere uddannelser ind på SDU i Alsion og også en SOSU-filial og nu har Økonomiudvalget bestemt, at kommunen skal arbejde for, at man uddanne sig som kok, tjener og også bioanalytiker i Sønderborg.

“Tjener og kokke-uddannelsen er relevante, når der nærmest åbner et nyt spisested i Sønderborg hver tredje uge”, siger borgmester Erik Lauritzen og han fortæller, der også er brug for bioanalytikere.

“De kan få job på sygehuset eller i forvaltningen og så også på Danish Crown og andre fødevarevirksomheder”.

Artiklen fortsætter under annoncen

Flere uddannelser er både vigtigt for bosætningen, de mange arbejdspladser og virksomheder i området, hvor der forgæves søges efter kollegaer og for det samlede studiemiljø i Sønderborg.

“Vi oplever mange unge, der gerne vil studere i Sønderborg, men som i dag er tvunget andre steder hen, fordi uddannelserne ikke udbydes i Sønderborg. Derfor skal vi hele tiden arbejde for flere og nye uddannelsesmuligheder. Allerede i sidste byrådsperiode forslog og kæmpede venstres byrådsgruppe for en tjeneruddannelse og på sigt en kokkeuddannelse. Siden har vi fået en Michelin-stjerne til Sønderborg og oplevet en enorm vækst i turismen. Derfor støtter Venstre klart, at der nu igen gøres et ihærdigt forsøg på at tiltrække tjener- og kokkeuddannelsen og øvrige uddannelser indenfor service og turisme”, siger Venstres politiske ordfører, Ellen Trane Nørby, til SønderborgNYT.

Artiklen fortsætter under annoncen

“Også uddannelsen til bioanalytiker ønsker vi placeret i Sønderborg. Det vil både understøtte lægedækningen i det sønderjyske og gavne vores sundhedsvæsen såvel som virksomheder, som også beskæftiger bioanalytikere – og laboranter. Og da de nærmeste uddannelsessteder i dag er i Odense og Esbjerg, så ville det være oplagt at udbyde en bioanalytikeruddannelse i Sønderborg”, siger hun videre

“Skal vi vækste og udvikle vores område, så skal vi også være målrettede i vores tiltrækning af uddannelser – og det synes vi, at vi er med fokus på tjenere, kokke, turismemedarbejdere og bioanalytikere”.