Vil lukke Sønder Havnegade for trafik i 2 1/2 måned

12. april 2023 Erhverv Skrevet af: Ole Kæhler

Politikerne i Udvalget for Teknik, By og Bolig vil gerne holde bilerne væk fra Sønder Havnegade i længere tid end to måneder.

Det fortæller udvalgsformand Kirsten Bachmann til SønderborgNYT efter tirsdagens udvalgsmøde.

“Det betyder også, at sagen skal i partshøring i Sønder Havnegade-området”, siger hun.

“Der blev ikke truffet endelig beslutning i denne omgang, men selv om vi godt kan forstå at mange gerne vil udvide lukningen til tre eller fire måneder, så er vi godt tilfreds med, at der nu bliver lagt op til 2 1/2 måned med start 15. juni og at der kommer en partshøring”, siger Venstres Tage Petersen til SønderborgNYT..

Artiklen fortsætter under annoncen

“Hvis vi udvider perioden til ydersæsonerne generer vi jo flere mennesker der bruger vejen til og fra arbejde, og vi synes også, at det er fair, at beboerne i de tilstødende gader, som bliver pålagt at køre en stor omvej, får lov at give deres besyv med”, siger han.