Vinyl & Vin – gav bibliotekets gæster et stort indblik i Bob Dylans univers

25. august 2023 Kultur Skrevet af: Ole Kæhler

Torsdag aften var Claus Jacobsen og Camilla Uldal værter ved Vinyl & Vin på biblioteket i MultiKulturhuset – og de to havde været rundt i bibliotekets gemmer for at finde vinylplader med Bob Dylans musik.

“Når nu aftenen handler om Bob Dylan og alle hans sange, så bestemte vi os for at kalde arrangementet for Blowin’ in the Wine – og meningen er, vi skal lytte til en række af sing- & songwriterens sange, drikke vin og så vil Claus Jacobsen og jeg fortælle om Bob Dylan og hans musik mellem numrene”, sagde Camilla Uldal og tilføjede, at biblioteket både har plader med Dylan og bøger, der handler om ham.

Artiklen fortsætter under annoncen

Claus Jacobsen have sat sig for, at han godt nok ville spille plader med Bob Dylan, men hvor det er andre kunstnere, der har taget Dylans sange og gjort dem til deres egne.

“Hvis man ikke kan li’ en bestemt slags musik, så får man alligevel mulighed for at fordybe sig i sangskriverens sange, når en anden kunstner  gør dem til sine egne og spiller dem i en anden musikgenre”, sagde han og spillede blandt andet en reggae-version af en Dylan-sang.

Dylan er den mest forskede musiker

Artiklen fortsætter under annoncen

“På SDU i Odense arbejdede jeg sammen med en forsker, som har fordybet sig i Dylans tekstunivers og dylan er den mest forskede musiker nogensinde – men ingen kan sige, de er blevet kloge på ham. Han er foranderlig og overrasker igen og igen – og kan ikke sættes i bås”, sagde Camilla Uldal og fortæller, at han også er den musiker, der har verdens største sangkatalog.

“Bob Dylan spillede fra begyndelsen på guitar og mundharpe – og da nogen spurgte ham, hvorfor han pludselig fik strøm på guitaren sagde han til dem, at det følte han bare for. Han spiller 18 instrumenter”, sagde hun.

Artiklen fortsætter under annoncen

Fik Nobels Litteraturpris

I 2016 fik Bob Dylan Nobels Litteraturpris for sin fantastiske digterkunst med nye poetiske udtryk i den anerkendte sangtradition.

“Sådan nogle priser har aldrig interesseret Bob Dylan, så han sendte en fra sin stab afsted for at hente den”, sagde Camilla Uldal.

Et par af bibliotekets gæster fortalte, at de var kommet for at lytte til musikken og blive lidt klogere på kunstneren, som torsdag aften var Bob Dylan.

Du kan SE BILLEDER HER.