Vinderne i pælesidningskonkurrencen er fundet

30. juli 2023 Kultur Skrevet af: Ole Kæhler

Søndag klokken 18 sluttede pælesidningskonkurrencen i Mommark Havn. Rigtigt mange mennesker stod klar til at hylde de tre gæve gutter, som klarede udfordringen med at sidde på en pæl i 72 timer. Fra start var der fire pælesiddere, men natten til søndag faldt en af dem, Jonas Bjerringgaard Paulsen fra Sønderborg, i søvn og røg i vandet.

“Vi er vant til at kåre en enkelt vinder – nogle gange to – og i år er der hele tre. Det er Daniel Blomkvist-Lassen fra Sønderborg. Lasse Winski fra Aarhus, opvokset på Sydals og Christoffer Bladt fra Aarhus, opvokset Sydals. De skal dele de 20.000 kroner, der er i præmiepenge”, sagde havnemester Carsten Kock.

Artiklen fortsætter under annoncen

En lille time inden konkurrencen sluttede, var der samlet omkring 4500 kroner ind i drikkepenge, som pælsidderne også skulle dele.

“Jeg har fået at vide, at hvis vi kommer op på 10.000 kroner i drikkepenge, så hopper pælesidderne i vandet, når konkurrencen slutter, så send endelig et beløb via MobilPay eller smide lidt i spanden”, sagde Carsten Kock, som få minutter før klokken 18 var på vej ud til pælene i båd for at hente pælesiderne tørskoede i land. Men pludselig kom de sidste penge ind på kontoen og han kunne sejle alene til land.

Artiklen fortsætter under annoncen

Efter at pælesidderne havde taget springet fra hver sin pæl og var kommet i land, blev de hyldet på scenen, hvor de både fik blomster og champagne.

“Det har på alle måder været den hidtil bedste havnefest. Havnens Venner har solgt 1250 pølser og vi har haft festlige mennesker til levende musik torsdag, fredag og lørdag aften. Men nu er det hele slut”.

Du kan SE BILLEDER HER.