For at gøre børn mere trafiksikre satte kommunen i august plakater op ved alle skoler med budskabet “Børn på vej”. Og samtidig fik alle kommunens elever i 0. klasserne udleveret “Min trafikbog” med opgaver om sikker trafik.
Det skriver Sønderborg Kommune i en pressemeddelelse.
Opgaverne har børnene løst i samarbejde med deres forældre. Bagefter har børnenes lærere sørget for at indsende klassens rigtige svar ind til den landsdækkende konkurrence “Børn på vej”, som kommunerne i Danmark, Rådet for Sikker Trafik og TrygFonden står bag.
Og nu har Sønderborg Kommune trukket de to vinderklasser: 0.a på Broager Skole og børnehaveklassen på Privatskolen Als.
Hjælp til forældre om børn og trafik
Kampagnen “Børn på vej” sætter fokus på, at alle børn skal lære at blive sikre i trafikken. Små børn lærer at begå sig i trafikken ved at øve sig mange gange sammen med deres forældre. Store børn skal ofte have gentaget, hvad de skal have fokus på i trafikken. Fælles for alle børn er, at deres forældre er rollemodeller i trafikken.
Det og meget andet kan forældre læse om på sikkertrafik.dk