Visitationen til hjemmepleje skruer op for telefontiderne

Visitationen udvider telefontiden. Pressefoto: Sønderborg Kommune
Visitationen udvider telefontiden. Pressefoto: Sønderborg Kommune
6. september 2024 Samfund Skrevet af: Michael Kjær

Visitatorerne i Sønderborg Kommune vil fremover være mere tilgængelige for både borgere, pårørende og samarbejdspartnere. Visitatorer medvirker til at afklare, hvilke opgaver kommunens hjemmepleje kan hjælpe med, og hvad pårørende, øvrigt netværk og frivillige kan bidrage med.

Helt praktisk tredobles telefontiden fra fem timer om ugen til 16 timer og fremover er telefonerne til visitationen for hjemmepleje åbne mandag, tirsdag, torsdag og fredag fra kl. 8 til 11 samt fra kl. 12 til 13. Onsdag er telefonerne lukket.

Artiklen fortsætter under annoncen

”Det her er et klart serviceløft, for borgere og pårørende. Den udvidede telefontid vil betyde, at det bliver nemmere at komme i kontakt med Sønderborg Kommunes visitatorer for hjemmepleje. Det taler ind i vores ambition om, at borgeren i højere grad kommer i centrum, og det vil sikre bedre løsninger for borgerne ud fra den situation, han/hun er i. Omlægningen vil give bedre service og højne den faglige kvalitet og sikre, at borgeren er i centrum, siger  formand for Social-, Senior- og Handicapudvalget Stefan Lydal i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter under annoncen

”Sønderborg Kommune har de seneste år forberedt sig på, at Hjemme- og Sygeplejen skal arbejde i små faste teams. Og det er det, vi ruller ud nu, så visitatorerne bliver en del af de små faste teams, fordi vi tror på, at vi dermed kommer tættere på borgerne. Samtidig er nærvisitation en model, Sønderborg Kommune har fået midler til at afprøve. Alt i alt vil omlægningen med nærvisitation betyde færre administrative ressourcer”, siger næstformand Preben Storm.

Har man brug for at få afklaret om man er berettiget til hjemmepleje, så kan man læse mere her på kommunens hjemmeside, sonderborgkommune.dk.