Søndag eftermiddag blev årets udgave af Wood Sculpture-festivalen skudt i gang på Slotskajen i Sønderborg. Otte internationale kunstnere er i gang med at forvandle store egetræsstammer til skulpturer – til glæde for både forbipasserende, børneinstitutioner og kunstinteresserede.
Festivalen har fundet sted hvert år siden 2012 og er blevet en fast tradition i byen. Den arrangeres i et samarbejde mellem Sønderborg Kommune og Uwe Wolff Fonden, der blev stiftet i 2010. Borgmester Erik Lauritzen, som åbnede festivalen med en tale, fortæller til SønderborgNYT, at kommunen gerne bakker op, når nogen selv tager initiativ.
“Når der er en fond eller forening, som har haft og fortsat har et godt arrangement, der virkelig trækker mange nysgerrige til, så er det nemt for os som kommune at bakke op. Det er sådan, det er med kulturen – nogen skal tage initiativ, og så er det vores opgave i byrådet at støtte op. Vi kan og skal ikke stå som dem, der skaber arrangementerne, men vi bakker gerne op om dem, der vil noget”.
Finn Wolff, som stiftede Uwe Wolff Fonden i 2010 og i dag er formand, fik idéen til festivalen efter at have besøgt en lignende begivenhed i en anden by.
“Jeg synes, det kunne være sjovt at flytte det til Sønderborg. Jeg stod selv for at arrangere det i starten, og den første festival fandt sted i 2012. Så ville kommunen gerne have det fortsat, og der krævede jeg et samarbejde”, fortæller han.
Det formelle samarbejde med Sønderborg Kommune begyndte i 2013. Flere tidligere værker fra festivalen står stadig rundt omkring i kommunen, og i år er det planen, at de nye skulpturer først udstilles midlertidigt ved Augustenborg Projects hen over sommeren. Senere bliver de flyttet til Nordals, hvor de bliver en del af kommunens arbejde med udvikling i området.
For de yngste besøgende er der også noget at opleve. Mini Wood, festivalens børnevenlige del, byder på aktiviteter for daginstitutioner i samarbejde med FGU og med støtte fra Mads Clausens Fond. Der er åbent værksted hver dag fra klokken 9:00 til 18:00, og alle er velkomne til at kigge forbi Slotskajen og følge med indtil den 21. juni.

















