Kommunen inviterer på vandretur ved Vemmingbund

23. maj 2019 Broager Skrevet af: Ole Kæhler

Sønderborg Kommunes naturvandring for juni måned går til enge og bakker bag sommerhusområdet ved Vemmingbund.

Her har et naturplejeprojekt gennem et par år forsøgt at forbedre forholdene for eng- og overdrevsplanter gennem nye indhegninger og øget afgræsning med kreaturer, skriver Sønderborg Kommune.

Der findes i området flere steder fine engplantesamfund med en række siv- og stararter samt sjældnere arter som majgøgeurt, gul frøstjerne med flere.

Disse vil nu i forskellig grad vokse frem i områder, som efter en vis tilgroning atter er afgræsset.

Artiklen fortsætter under annoncen

Syd og vest for engene er der også nogle bakker med overdrevsvegetation, hvilket kan beskrives som ”tørre områder med vedvarende græs” som ikke gødskes. Her finder vi f.eks. blomster som kornet stenbræk og håret høgeurt for at nævne nogle karakteristiske overdrevsarter.

Naturplejeprojektet har også til formål at forbedre vilkårene for padder og andre vandhulsdyr som insekter.
Der er restaureret nogle småsøer og vandhuller og anlagt fire nye. Håbet er, at disse småsøer skal virke som gode ynglesteder for nogle af områdets generelt sjældne og truede paddearter som løvfrø, strandtudse og spidssnudet frø.

Artiklen fortsætter under annoncen

Området ved Vemmingbund tiltrækker også mange fugle, og vi vil på turen også se og lytte efter såvel sangfugle som de større fugle som ænder, gæs og rovfugle.

Tidspunkt: Søndag den 2. juni kl. 10.00

Mødested: Vemmingbund strand ud for Birkevej, hvor man kan parkere.

Der gøres opmærksom på, at turen går gennem steder med ujævnt terræn og op ad ret stejle bakker.

5. maj 2024 Frivillige, Sønderborg

Vi hjælper voldsramte kvinder og børn når de er ude af krisecentret

5. maj 2024 Frivillige

Sønderborg Kvinde- og Krisecenter har en gruppe frivillige, som danner værn om voldsramte kvinder og deres børn, når de er ude af volden og er flyttet fra et krisecenter. “Jeg er uddannet pædagog og stoppede med at arbejde, så jeg kontaktede Sønderborg Kvinde- og Krisecenter og kom efter en tid i ‘huset’ med i efterværnsgruppen, […]

Læs mere...