Stor efterspørgsel udløser ekstra forestilling af Alletiders Juleshow

Publikum får en ekstra chance for at opleve Alletiders Juleshow 2026

Foto: Preben Lund Christensen

Publikum får en ekstra chance for at opleve Alletiders Juleshow 2026

Foto: Preben Lund Christensen

8. juli 2026 Kultur Skrevet af: Louise Sahl Simonsen

Sønderborg Sommer Revy Shows Alletiders Juleshow 2026 er blevet mødt med massiv efterspørgsel. Efter en overvældende interesse fra publikum og en hurtigt voksende venteliste åbnes der nu op for en ekstra forestilling. Det sker søndag den 15. november på Sønderborg Teater.

Siden billetsalget til Alletiders Juleshow 2026 åbnede, har interessen været markant, og de fire forestillinger blev hurtigt udsolgt. Derfor valgte arrangørerne at undersøge muligheden for at lave et ekstra show, og det har vist sig at være muligt. Det nye show bliver den sidste mulighed for at opleve årets Alletiders Juleshow, og hos Sønderborg Sommer Revy Show forventer man, at billetterne sælges hurtigt.

Artiklen fortsætter under annoncen

“Vi havde en klar fornemmelse af, at interessen var stor, men vi må indrømme, at opbakningen på ventelisten har overrasket os positivt. På meget kort tid kom der så mange tilmeldinger, at vi kunne se, at ønsket om endnu et show var reelt. Derfor åbner vi nu en ekstra forestilling med ro i maven og glæder os til at byde endnu flere gæster velkommen”, fortæller revydirektør Jeff Schjerlund.

Holdet ved Alletiders Juleshow 2026 består af Amalie Dollerup, Jesper Lundgaard, Jeff Schjerlund, Julie Berthelsen, Jens Jacob Tychsen, Leif Maibom, Vicki Berlin og Karen Marie Lillelund, og de lover endnu mere julestemning, varme og musikalitet i Sønderborg til november, når showet byder publikum på masser stærke personligheder, humor og musik i verdensklasse.

Artiklen fortsætter under annoncen

Alletiders Juleshow 2026 finder sted den 13., 14. og 15. november 2026 på Sønderborg Teater. Billetter til ekstrashowet søndag den 15. november klokken 17:00 kan købes via Sønderborg Sommer Revy Shows hjemmeside.