Den landsdækkende miljø- og klimaaktivist-forening ’Bevar Jordforbindelsen’ kommer fredag til Sønderborg for at demonstrere mod den planlagte udvidelse af Sønderborg Lufthavn. Det skriver foreningen på deres Facebookside.
Foreningen mener, at Sønderborg Kommune vil underminere Sønderborgs grønne omstilling og ProjectZero-visionen, hvis Sønderborg Lufthavn udvides, fordi det, ifølge foreningen, vil føre til en udledning af klimagasser, der er næsten tre gange større end det, som Sønderborg-området formår at reducere som beskrevet i ProjectZero-visionen.
“Det er falsk markedsføring og et grønt bedrag, når Sønderborg Kommune udadtil siger, at den vil være klimaneutral i 2029, mens byrådet i praksis arbejder for det komplet modsatte. Sønderborg Kommune tager dermed ikke sit ansvar for klimaet alvorligt”, siger foreningens kontaktperson Simon Grimstrup til SønderborgNYT.
Sønderborg Kommune dannede i december måned selskabet Sønderborg Lufthavn A/S, som bliver det formelle omdrejningspunkt for driften af den udvidede lufthavn med blandt andet nye tilkørselsveje og en ny terminalbygning.
“Vi mener ikke, at lokalbefolkningen i Sønderborg har behov for flere flyrejser og turister kan sagtens komme med bus eller tog. Sønderborgs skatteborgere og fremtidige generationer skal ikke betale for kortsigtet vækst og udhuling af kommunens klimaambitioner”, siger Simon Grimstrup.
Sønderborg Kommunens kommunaldirektør Tim Hansen siger i en kommentar til aktivistgruppens fredagsdemonstration mod udvidelsen af Sønderborg Lufthavn, at bæredygtighed og vækst skal gå hånd i hånd.
“Vi hverken kan eller skal bremse vækst og udvikling, men finde løsninger, hvor bæredygtighed og vækst går hånd i hånd”, siger kommunaldirektøren til SønderborgNYT.
Det er uklart, hvordan fredagens demonstration kommer til at forløbe, men, ifølge foreningens Facebookgruppe, mødes demonstranterne på Sønderborg Station fredag klokken 15:30.
“Vi vil være på Rådhustorvet fra klokken cirka 16:30, hvor der deler flyers ud og snakke med interesserede om foreningens arbejde og samle opbakning til en fortsat protest mod udvidelsen af Sønderborg Lufthavn”, siger Simon Grimstrup til SønderborgNYT.