Godt en million kroner fra Fabrikant Mads Clausens Fond til SDU

22. december 2020 Erhverv Skrevet af: Redaktion

Med hele otte bevillinger til at samlet beløb på over én million kroner gør donationer fra Fabrikant Mads Clausens Fond det muligt for SDU at købe nyt udstyr til gavn for forskning og uddannelse på universitetet.

Der er bevilget penge til indkøb af vindtunnel, en særlig 3D-printer til fremstilling af gennemsigtige millifluide enheder, et testsystem til strømmoduler, en 3D-printer til metal, et UPS-system, en såkaldt ’vacuum probe station’ og sidst, men ikke mindst, 3D LIDARS-sensorer.

Artiklen fortsætter under annoncen

Gældende for alle bevillingerne er ikke blot, at udstyret underbygger vigtig forskning, men også kommer til at blive en integreret del af undervisningen. Udstyret gør de studerende i stand til at få praktisk erfaring med eksperimentalt arbejde inden for effektelektronik, indlejrede systemer, kunstig intelligens. Dét giver dem uvurderlig erfaring i forbindelse med et fremtidigt ingeniørjob.

Rebecca Adam, som er videnskabelig assistent ved Center for Industriel Elektronik, har modtaget 56.000 kr. til indkøb af 3D LIDARS-sensorer. Hun er yderst taknemmelig over pengene.

Artiklen fortsætter under annoncen

”Selvkørende biler er en del af vores fremtid, hvorfor det er vigtigt at spore undervisningen i den retning. Derfor støtter vi de studerendes interesse for emnet og tilbyder dem en række muligheder for at engagere sig i det. Med denne bevilling kan vi tilbyde de studerende det bedste udstyr. Det betyder, at vi kan byde på yderst motiverende undervisning – fordelt over alle semestre – inden for dette felt”, siger Rebecca Adam.

Hun nævner videre, at studenterprojekterne vil blive implementeret i Formula Student, der er en verdensomspændende konkurrence for studerende, som dyster om at bygge den bedste, selvkørende, elektriske racerbil.