Debat: Jeg har aldrig sagt Venstre ikke vil deltage i dialogmøder med folkeskolerne

3. februar 2022 Debat Skrevet af: Redaktion

Byrådsmedlem Erik Lorenzen, Socialdemokratiet, skriver: 

Erik Lorenzen svarer på et debatindlæg fra Venstres Jimmy Sørensen.

Til Jimmy Simonsen kan jeg godt garantere, at jeg samarbejder med alle der vil samarbejde.  Men i et samarbejde kræves der også at der udvises bare en lille smule respekt for det arbejde, som politikere og Byråd i tidligere perioder har lavet. I rigtig mange tilfælde netop gennem samarbejde og stor enighed gennem alle årene.

Artiklen fortsætter under annoncen

Jeg har ikke udtalt, at Venstres medlemmer af Børne- og Uddannelsesudvalget ikke agter at deltage i de planlagte dialogmøder. Jeg har blot undret mig, om I vil, når I nu ikke anser det for en reel dialog.

Jeg blev provokeret af din politiske ordfører, når hun på det seneste Byrådsmøde på ægte Christiansborg-maner udtaler, at der ikke har været ført en reel dialog mellem vores folkeskoler og udvalget.

Venstre fremsætter et forslag på byrådets dagsorden foranlediget af statsministerens nytårstale. I siger I griber bolden, uden dog at vide om det er en badebold eller en bordtennisbold. Ingen kender indholdet endnu.

Artiklen fortsætter under annoncen

Punktet blev ønsket på byrådets dagsorden, fordi  din politiske ordfører udtaler, at hun tvivlede på, at formanden for Børne- og Uddannelsesudvalget ville tage det med på udvalgets dagsorden.

Når jeg tænker på, at der er indgået en bred konstitueringsaftale med samtlige partier i Byrådet, har jeg meget svært ved at forestille mig, at det ikke skulle være muligt for alle partier, at få punkter på et fagudvalgenes dagsorden.

Har i øvrigt aldrig i min tid i Byrådet oplevet, at det ikke kunne lade sig gøre uanset, hvordan byrådet har været konstitueret.

Artiklen fortsætter under annoncen

Om mit første indlæg var en enlig svale, det må tiden vise.

Det afhænger helt af måden hvorpå Venstres byrådsgruppe ønsker, at det brede samarbejde skal fungere.