Til sommer får gæsterne i Universe Science Park på Nordals en helt ny mulighed for at opleve parken fra en anden vinkel. Den nye attraktion Gravity Tower giver besøgende en 360-graders udsigt over parken – men det kræver en smule fysisk indsats at komme til tops!
Gravity Tower er 9 meter høj og fungerer ved, at gæsterne selv trækker i et reb for at hæve deres sædeenhed op i tårnet. Undervejs roterer tårnet rundt om sin egen akse, så man får en fuld panoramaudsigt over området.
Attraktionen er designet til at være tilgængelig for både børn og voksne, hvilket gør den til en sjov aktivitet for hele familien.
“Gravity Tower er en fantastisk ny oplevelse, hvor gæsterne selv styrer turens højde og tempo. Det er en super aktivitet for både børn og voksne, der kan dele spændingen sammen”, udtaler Pernille Emma Creutz Kjer, projektchef i Universe, og fortsætter:
“Tårnet får fire sædeenheder, og fordi det også roterer, får de besøgende en fantastisk udsigt fra toppen. Gravity Tower bliver placeret dér, hvor raketbanen tidligere lå, og hele området bliver forvandlet. Arbejdet er allerede i fuld gang”, fortæller Pernille Emma Creutz Kjer, i en pressemeddelelse.
Gravity Tower bliver placeret på det område, hvor parkens tidligere raketbane lå. Området får en større forvandling, mens selve raketbanen bliver flyttet til en ny placering i parken.
Attraktionen er en af flere nyheder i Universe Science Park for sæson 2025. Tidligere har parken annonceret et nyt Nintendo-område, og der er endnu flere overraskelser på vej – herunder et nyt spisested, som afsløres senere.






















