Turister, der fremover besøger Sønderborg-området, vil blive mødt af en mere moderne og tilgængelig turistservice. En ny digital satsning samt etableringen af lokale infospots hos turismeaktører skal sikre, at turisterne får den information, de har brug for – når og hvor de har brug for den.
Fra 2025 vil Sønderborg Kommune i samarbejde med Destination Sønderjylland implementere en ny strategi for turistservice. Beslutningen bygger på anbefalinger fra en turismeanalyse fra september 2024. Strategien indebærer, at turistservicen i stigende grad bliver digital og aktørdrevet.
”Vi skal følge med tiden og må bare konkludere, at turisterne er flyttet online, når de har brug for information både før og under ferien. En forbedret digital turismeindsats vil betyde, at turistservicen samlet set styrkes, når turisterne besøger vores skønne område. Vi skal sikre, at vores turister får en god oplevelse, når de er her, og at den information vi har om attraktioner og oplevelser når bredt ud og er tilgængelig for alle turister uanset alder og nationalitet. Det opnås nu til dags bedst online”, siger formanden for Udvalget for Erhverv og Grøn Vækst, Kjeld Stærk fra Venstre.
En af de væsentligste forandringer er en styrkelse af online tilgængelighed. Dette sker gennem søgeordsoptimering, en øget tilstedeværelse på sociale medier samt en forbedret digital platform, hvor turisterne let kan finde relevant information. For at supplere den digitale udvikling etableres omkring 80 infospots i Sønderborg-området.
”Når vi laver lokale infospots og inddrager vores turistaktører i udbredelsen af information til turisterne, er det fordi vi anerkender, at der fortsat er et behov for fysisk turistinformation. Samtidig tror vi også på, at vores turistaktører er eksperterne i at skabe og formidle den gode oplevelse lokalt, når de har turisten foran sig. Med etableringen af lokale infospots skal vi selvfølgelig også undervise vores aktører, så de er godt klædt på til opgaven, men det er en god løsning for alle parter”, siger næstformanden for Udvalget for Erhverv og Grøn Vækst, Bjørn Allerelli Andersen fra Socialdemokratiet.
Erfaringerne fra sommeren 2024, hvor frivillige turistværter var tilgængelige ved udvalgte turisthotspots, har været positive og denne indsats forventes at fortsætte i 2025 og 2026, hvor de frivillige værter skal supplere infospots med lokal turistinformation.
Som en del af omstillingen vil det fysiske turistbureau på Perlegade i Sønderborg samt det midlertidige infocenter i Nordborg gradvist blive udfaset. Dette markerer et skift mod en mere fleksibel og tilgængelig turistservice, der matcher de moderne turisters behov. Det skriver Sønderborg Kommune i en pressemeddelelse.




















