Når et nyt byråd konstituerer sig efter et valg, handler det ikke kun om borgmesterposten og udvalgsposterne. En vigtig del af det politiske puslespil er også fordelingen af de såkaldte kommunale ben – ekstra offentlige hverv, der følger med byrådsarbejdet og typisk udløser ekstra vederlag.
Nu kan SønderborgNYT bringe listen over de lokale politikere, der fik andel i de 714.144 kroner, som de kommunale ben udløste i 2024 – vel at mærke ud over de vederlag, politikerne får for at sidde i byrådet og de forskellige udvalg.
Borgmester Erik Lauritzen var den af Sønderborgs 31 byrådsmedlemmer, der modtog det højeste ekstrabeløb sidste år. Ud over sin borgmesterløn på over en million kroner fik han 206.603 kroner i vederlag for sine bestyrelsesposter i Kommunekredit, KL’s Klimahandlingsudvalg og Sydtrafik.
På andenpladsen kom Venstres Ellen Trane Nørby, som modtog 155.000 kroner for sin formandspost i SONFOR. Netop bestyrelsesposterne i SONFOR kastede pæne summer af sig til flere byrådsmedlemmer i 2024.
Det gjaldt blandt andre socialdemokraten Tom Hartvig Nielsen, der indtog tredjepladsen med 104.000 kroner for sin rolle som næstformand i SONFOR.
Fjerdepladsen gik til partifællen Jesper Smaling som fik 55.541 kroner for sine bestyrelsesposter i FGU-Sønderjylland og Sønderborg Statsskole.
Jan Prokopek Jensen, også fra Socialdemokratiet, rundede top fem af med 54.000 kroner for sin bestyrelsespost i SONFOR.
Blandt de øvrige byrådsmedlemmer, der modtog ekstra vederlag, var Venstres Daniel Staugaard og socialdemokraten Ganeswaran Shanmugaratnam, som fik henholdsvis 32.833 og 32.667 kroner – begge for deres bestyrelsesposter i SONFOR.
Også bestyrelses stedfortrædere i SONFOR blev honoreret. Venstres Vivi Brit Nielsen modtog 17.167 kroner for sin rolle som stedfortræder, mens socialdemokraten Kristian Beuschau fik 16.333 kroner i samme funktion.
Hos Sønderborg Vækstråd blev der ligeledes udbetalt honorarer. Socialdemokraten Bjørn Allerelli Andersen og Venstres Kjeld Stærk fik hver 15.000 kroner for deres bestyrelsesarbejde.
Nederst på listen over byrådspolitikere med ekstra hverv lå Christel Leiendecker fra Slesvigsk Parti, som modtog 10.000 kroner for sin bestyrelsespost i Museum Sønderjylland.
Ser man på den politiske fordeling af de kommunale ben, var det en klar fordel at være socialdemokrat. Næsten 68 procent af midlerne – svarende til 484.144 kroner – gik til medlemmer af Socialdemokratiet.
Omkring 31 procent, svarende til 220.000 kroner, gik til medlemmer af Venstres byrådsgruppe , mens Slesvigsk Parti fik lidt over 1 procent. Enhedslisten, Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige modtog ikke noget.
Kigger man på kønsfordelingen, stod de mandlige byrådsmedlemmer for næsten 75 procent af de samlede beløb. Det efterlod Ellen Trane Nørby, Christel Leiendecker og Vivi Brit Nielsen med de resterende 25 procent. Det passer meget godt med, hvordan fordelingen er mellem kvindelige og mandlige byrådsmedlemmer.
Det største kommunale ben i Sønderborg Byråd er bestyrelsesposterne i SONFOR. I 2024 godkendte bestyrelsen en ny vederlagspolitik, som blev vedtaget af selskabets eneste aktionær – Sønderborg Kommune, og dermed byrådet. Modellen består af et fast honorar for medlemskab og et variabelt honorar per mødedeltagelse.
I alt udløste SONFORs bestyrelsesposter 412.000 kroner til byrådsmedlemmer sidste år – og det er årsagen til at 2024 blev det år, hvor der er udbetalt mest til ekstra offentlige hverv til byrådsmedlemmerne.
Normalt ville vi sammenligne tallene med året før, altså 2023, men på grund af ændringen i SONFORs vederlagspolitik giver de tilgængelige tal for 2023 ikke et retvisende billede for en sammenligning.
Holder vi SONFORs bestyrelseshonorarer udenfor sammenligningen, så har borgmester Erik Lauritzen fået en stigning i 2024 på omkring 6,5 procent, svarende til 12.735 kroner og Jesper Smalling har fået en stigning på næsten 6 %, svarende til 3.133 kroner.
Bjørn Allerelli Andersen, Kjeld Stærk og Christel Leiendecker har fået det samme i 2024 som de fik i 2023.
SønderborgNYT kan bringe dette indblik i størrelsen af de kommunale ben i 2024, fordi et byrådsmedlem, der har andre lønnede hverv end medlemskab af Byrådet eller dets udvalg, i henhold til styrelsesloven hvert år – inden udgangen af 1. kvartal – skal oplyse størrelsen af det vederlag, der i det foregående kalenderår var forbundet med varetagelsen af hvervet.
Det er altså oplysninger, som stammer fra de enkelte byrådsmedlemmer, og herefter skal det offentliggøres, hvilke medlemmer der modtager vederlag for udførelsen af de forskellige hverv og det er disse oplysninger, som denne artikel er baseret på, og som Sønderborg Kommune, i al påskestilhed, har valgt at offentliggøre – uden den store ståhej.





















