I denne weekend blev der holdt årsmøder i Sydslesvig, der blev afviklet for første gang for 100 år siden, og dermed en ganske særlig begivenhed. Folketingsmedlem Benny Engelbrecht fra Socialdemokratiet er, udover finansordfører, også formand for Sydslesvigudvalget, og han var med til årsmøderne, og her kan du læse hans beretning fra møderne.
Mindretallet blev vådt men ikke glemt
Det var ikke helt almindelige danske årsmøder der blev afholdt i denne weekend i Sydslesvig. Det var faktisk årsmøde nummer 100 der blev afholdt overalt i landsdelen syd for grænsen, hvor danskheden fylder meget, selvom den udgør et mindretal af befolkningen.
De første årsmøder blev afholdt i 1921, men på grund af forskellige afbrydelser undervejs, Anden Verdenskrig for eksempel, så var det altså ikke et 100 års jubilæum vi kunne afholde i år, men årsmøde nummer 100.
Det blev fejret på behørig vis med deltagelse af repræsentanter for hele det officielle Danmark, anført af adskillige ministre, Folketingets formand, mange folketingsmedlemmer og ikke mindst en række repræsentanter for en række af de folkelige organisationer der bakker op om mindretallene og grænselandets sag.
Som formand for Sydslesvigudvalget glæder det mig særdeles meget at der var så stor opbakning til de mange møder over hele Sydslesvig. Jeg skal være ærlig og indrømme at jeg på forhånd var noget bekymret. Det var jeg fordi vejrudsigten på ingen måde så betryggende ud. Og det gik da også næsten så galt som det kunne, da programmet nåede til søndag. Det regnede ganske enkelt fra morgenstunden og stort set hele dagen.
Så ekstra stor var min glæde da jeg kunne konstatere, at vejret på ingen måde betød dårlig deltagelse. Tværtimod. Der var ganske vist rigtig mange regnfrakker og paraplyer, men der var var jo blot et udtryk for, at der var rigtig godt fyldt op til for eksempel friluftsmødet i Flensborg, hvor jeg også selv deltog.
Vi der gæstede Flensborg fra Danmark gik med i det altid festlige optog som går op gennem Flensborgs gader til festpladsen. Og optaget var naturligvis, som altid, anført af vores egen Sønderborg Garden.
Siden grænsen mellem Danmark og Tyskland blev afgjort med folkeafstemningerne i 1920 har det været tydeliggjort fra det officielle Danmark, at det danske mindretal i Sydslesvig ikke skulle blive glemt. I 1999 udtalte den daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen løftet at “så længe I holder fast ved os, holder vi fast i jer”. Det løfte gælder stadig og blev gentaget og bekræftet af blandt andre Udenrigsministeren og mange andre officielle talere.
Der findes som bekendt både et dansk mindretal i Tyskland og et tysk mindretal i Danmark. De har formået at leve i sameksistens med flertalsbefolkningerne i Sønderjylland og i Schleswig-Holstein og er dermed blevet et forbillede for grænselande i resten af verden.
Det skal vi være stolte af og det er værd at markere både til festlige lejligheder som årsmøderne i Sydslesvig, men så sandelig også til hverdag.
Så når vi der deltog nu blev lidt våde i år, så kan vi i hvert fald glæder os over at der var rigtig mange mennesker der trodsede regnen og kom for at bakke op om mindretallet. Det vidner om at mindretallene på ingen måde er glemt og heller ikke vil blive det.























