Selvom Sønderborg Kommune i år valgte ikke at sende hverken byrådsmedlemmer eller officielle repræsentanter til Folkemødet på Bornholm, så valgte i hvert fald én politiker fra Sønderborg at tage turen til Allinge.
Den unge kandidat til kommunalvalget for SF, Timm Bøttger, pakkede sin taske og satte kurs mod Danmarks største politiske festival – med en klar mission: At sikre, at Sønderborg også bliver hørt i de landsdækkende debatter.
“Det er vigtigt for mig, at Sønderborg også er repræsenteret – særligt når det handler om unges muligheder i landkommuner, grøn omstilling og støtte til foreningslivet. Det er alt sammen emner, vi kæmper med lokalt, og som jeg gerne vil bringe ind i debatterne på Folkemødet”, siger Timm Bøttger til SønderborgNYT.
Folkemødet, der siden 2011 har fundet sted i Allinge, samler hvert år tusindvis af politikere, interesseorganisationer, virksomheder og borgere til dialog om Danmarks fremtid.
Timm Bøttger valgte at bruge sit første Folkemøde som politisk aktør til at lytte og lære. Han er optaget af at samle inspiration til, hvordan unge i mindre bysamfund kan engageres i demokratiet og være med til at forme fremtidens grønne løsninger.
”Det, jeg tager med mig hjem, er blandt andet indblik i kriminalforsorgen og hvordan de arbejder. Deri også hvor vigtigt det er med forebyggelse, og at det kan hjælpe. En anden ting, som tages med hjem, er de alternative debatformer, som måske skulle afprøves i Sønderborg for at få unge til at engagere sig i politik op til kommunalvalget. Det kan være, hvor der rappes. En DJ battle, eller noget helt andet”, siger Timm Bøttger.
Som ung folketingskandidat er han især optaget af at skabe bedre vilkår for unge i landkommuner – et emne, der ofte drukner i de storbydominerede politiske samtaler. Han brugte dagene i Allinge til at mødes med organisationer og ildsjæle, der arbejder med unges inddragelse og lokalt fællesskab.
“Unge politikere skal ikke kun tale – de skal lytte. Folkemødet er for mig ikke bare debat – det er en platform, hvor vi kan finde konkrete løsninger, der også virker i kommuner som vores,” siger den 23-årige Timm Bøttger, der stiller op til kommunalvalget til efteråret for SF.
Og i fremtiden kan det være, at Timm Bøttger ikke behøver at tage den lange vej til Bornholm. Både Socialdemokratiets lokale folketingsmedlem Benny Engelbrecht og politisk ordfører for Slesvigsk Parti, Stephan Kleinschmidt, ser positivt på Grænseforeningens formand, Mirco Reimer-Elster, der har luftet ønsket om et folkemøde i grænselandet à la det, der bliver afholdt på Bornholm.




















