Onsdag eftermiddag klokken 15:17 blev en knallert påkørt af en personbil på Amtsvejen i Nybøl, efter at de to trafikanter i en periode havde chikaneret hinanden i trafikken. Episoden kulminerede med, at den 57-årige bilist ramte knallerten, som røg i grøften og knallertføreren måtte efterfølgende en tur på sygehuset.
Den 57-årige mand fra Broager blev anholdt og tilbragte natten bag tremmer men han bliver dog løsladt torsdag formiddag, da politiet ikke vurderer, at der er grundlag for at varetægtsfængsle ham.
“Vi sigter ham for flere forhold, blandt andet for at have bragt knallertførerens liv i fare og for ikke at være standset efter påkørslen. Derudover har vi beslaglagt bilen med henblik på konfiskation, da vi vurderer, at der kan være tale om vanvidskørsel”, siger politikommissær Martin Hess Pedersen fra Syd- og Sønderjyllands Politi.
Politiet kan endnu ikke oplyse, hvad der præcist ligger til grund for hændelsen.
“Vi ved ikke, om de to personer kender hinanden i forvejen, eller hvad der er baggrunden for den optrappede adfærd. Det er noget, vi nu går i gang med at undersøge nærmere”, udtaler Martin Hess Pedersen.

















