Frederik Klakk vil udfordre vanetænkningen på rådhuset

Frederik Klakk lover kritisk blik på kommunens brug af skattekroner

Frederik Klakk lover kritisk blik på kommunens brug af skattekroner

13. januar 2026 Kommunalvalg Skrevet af: Michael Kjær

Der er nye ansigter på vej ind i byrådssalen i Sønderborg. SønderborgNYT har derfor rakt ud til de ni nye byrådsmedlemmer for at høre, hvad der driver dem politisk. En af de tre nye medlemmer fra Liberal Alliance er 35-årige Frederik Klakk.

Han bor i Hørup med sin samlever Louisa og parrets tre børn, Elliot på otte år, Oskar på syv og Alfred på fire. Til daglig arbejder han som Area Sales Manager hos Recab Embedded Computers, en svensk nichevirksomhed, der leverer IT- og netværksudstyr til forsvars- og industrisektoren.

Artiklen fortsætter under annoncen

Samtidig driver han sit eget rådgivningsfirma, Klakk Consult, og har en baggrund som bachelor i Engineering fra Syddansk Universitet i Sønderborg.

Når han om kort tid sætter sig på sin plads i byrådssalen for første gang, er det med en blanding af stolthed og ydmyghed.

”Jeg er stolt, beæret og ydmyg. I Liberal Alliance Sønderborg er vi både beærede og stolte over valgresultatet, der gav os tre mandater. Samtidig nærmer vi os opgaven med stor ydmyghed, da vi alle tre står over for en krævende og lærerig periode. Vælgernes tillid forpligter os, og vi vil leve op til den ved at håndtere vores hverv og udvalgsposter med flid, nysgerrighed og målrettethed”, siger Frederik Klakk.

Artiklen fortsætter under annoncen

Liberal Alliance er i den kommende byrådsperiode en del af oppositionen, og netop rollen som kritisk vagthund ser han som en central opgave. Partiets politiske fokus i Sønderborg Kommune handler først og fremmest om økonomi og forvaltning.

”Overordnet vil vi i Liberal Alliance Sønderborg kæmpe for en mere effektiv forvaltning af skattekronerne. Som oppositionsparti vil vi presse på for maksimal transparens i kommunens økonomi og arbejdsgange, så vi kan identificere og dæmme op for de mest ineffektive områder i budgettet og administrationen”, siger han.

Artiklen fortsætter under annoncen

Netop opdelingen i en flertals- og en mindretalsgruppe ser Frederik Klakk som en mulighed snarere end et problem.

”Jeg tror og håber, at vores tilstedeværelse i byrådet og udvalgene vil have givet flertalsgruppen reel modstand og skabt en stærk opposition til det socialdemokratiske ‘tusindårsrige’. Konkret forventer jeg, at vi har bidraget til øget transparens i budgettet, hvilket har ført til besparelser på ineffektive administrative områder. Desuden håber jeg, at vi har presset igennem initiativer som at reducere byrderne for borgerne såvel som det lokale erhvervsliv. Jeg håber med andre ord, at vi kan vise Sønderborgs borgere et reelt, frihedsorienteret alternativ til status quo”.

Artiklen fortsætter under annoncen

Ser Frederik Klakk frem mod afslutningen af sin første byrådsperiode, håber han, at Liberal Alliance har sat tydelige aftryk – både politisk og i den måde, byrådsarbejdet foregår på.

”Jeg tror og håber, at vores tilstedeværelse i byrådet og udvalgene vil have givet flertalsgruppen reel modstand og skabt en stærk opposition til det socialdemokratiske ‘tusindårsrige’. Konkret forventer jeg, at vi har bidraget til øget transparens i budgettet, hvilket har ført til besparelser på ineffektive administrative områder”.

Artiklen fortsætter under annoncen

Derudover håber han, at det er lykkedes at presse initiativer igennem som reducerede byrder for borgerne såvel som det lokale erhvervsliv.

”Jeg håber med andre ord, at vi kan vise Sønderborgs borgere et reelt, frihedsorienteret alternativ til status quo”, siger Liberal Alliances Frederik Klakk.

Når det gælder politiske forbilleder, henter Frederik Klakk inspiration både nationalt og internationalt.

”Ja, her bliver jeg nødt til at nævne Merete Riisager, tidligere undervisningsminister for Liberal Alliance, for hendes humanistiske menneskesyn og fokus på børne- og familiespørgsmål. Jeg har selv en børnefamilie i dagens Danmark, og derfor glæder jeg mig over at have en som Riisager på holdet – efter min mening har hun mange gode bud på, hvordan vi løser de udfordringer, danske børnefamilier anno 2026 står overfor”.

Frederik Klakk beundrer også Margaret Thatcher for hendes liberale økonomiske reformer, og han nævner desuden Alex Vanopslagh, formand for Liberal Alliance, for hans lederskab og retoriske evner.

Ser han på Sønderborgs udfordringer de kommende år, er det især befolkningsudviklingen, der bekymrer ham – både på kort og lang sigt.

”Den største udfordring de næste fire år er den demografiske udvikling, hvor folk i stigende grad vælger større byer. Ifølge kommunens prognoser kan vi miste op mod 1.400–1.500 indbyggere frem til 2030 uden handling, drevet af negativ fødselsbalance og fraflytning blandt unge, som søger bedre job- og uddannelsesmuligheder andetsteds”, siger han og tilføjer, at løsningen ikke nødvendigvis er mere kommunal styring.

”Som liberal er jeg skeptisk over for, at det er en kommunal kerneopgave at bekæmpe denne ‘naturkraft’ med statslig eller kommunal indblanding. Jeg ser det nærmere som en skærpelse af vores bundne opgave som byråd: Vi skal forstå og udbygge vores styrkepositioner, så Sønderborg bliver ved med at være det mest attraktive sted at leve, arbejde og stifte familie”, siger Frederik Klakk fra Liberal Alliance.

Når arbejdet ikke kalder, er Frederik Klakk et aktivt menneske med stærke rødder i det lokale foreningsliv. Fritiden bruges blandt andet på kapsejlads, CrossFit i BOX6400, fitness i HUI Fitness i Hørup samt vinterbadning i Bade Vikingeklubben og ved Sønderborg Havnebad.

Engagementet rækker også ud over egne interesser. Han har tidligere været fodboldtræner i HUI og er i dag frivillig i et anonymt, stoffrit 12-trins fællesskab, hvor han bidrager til et fællesskab med fokus på støtte og ansvar.

Frederik Klakk er også gruppeformand for Liberal Alliance i Sønderborg og medlem af både Erhvervs- og Arbejdsmarkedsudvalget samt Økonomi- og Strategiudvalget.

Ved kommunalvalget fik han 623 personlige stemmer.

SønderborgNYT har rakt ud til alle ni nye medlemmer af byrådet, så hvis du vil lidt tættere på de nye ansigter i byrådssalen og blive klogere på, hvem de er – og hvilke politiske mærkesager de brænder for – så kan du læse alle portrætterne her.

3. juni 2026 Politik, Samfund, Sønderborg

Kommunen sætter foden ned – historisk hus skal bevares

3. juni 2026 Politik

Et hus, der har stået i Ulkebøl siden 1877, får nu en ny chance for at blive en del af områdets fremtid. Byudvikling-, Landdistrikter- og Infrastrukturudvalget har besluttet at nedlægge forbud mod nedrivning af den bevaringsværdige ejendom på Kaplenivej 12. Beslutningen kommer efter, at ejeren har søgt om tilladelse til at rive bygningen ned. Huset […]

Læs mere...