Et nyt byråd står klar til at tage hul på de kommende fire års arbejde i Sønderborg Kommune og blandt de 31 medlemmer er der ni nye politikere, som nu skal finde deres plads i den politiske hverdag.
En af de nye i byrådssalen er 47-årige Dorthe Mehlberg fra Danmarksdemokraterne. Hun bor i Dybbøl og arbejder til daglig som leder hos CaRas pleje og omsorg. Ved siden af jobbet er hun domsmand ved Retten i Sønderborg.
Og selvom hun nu træder ind i byrådet som en af de nye, er hun ikke helt uden erfaring, da hun allerede ved kommunalvalget i 2017 blev valgt ind i byrådet for Dansk Folkeparti.
For Dorthe Mehlberg er det ikke en lille ting at træde ind i byrådet – og det er heller ikke en følelse, hun lægger skjul på.
“Jeg føler både stolthed og ydmyghed over at skulle sidde i byrådet. Det er et stort ansvar at være med til at træffe beslutninger, der påvirker omkring 74.000 sønderborgere, og det tager jeg meget alvorligt. Samtidig er jeg positiv og motiveret for opgaven og ser frem til at bidrage konstruktivt”.
Netop ansvaret fylder, og det gør også de områder, hun ønsker at sætte tydeligst præg på i sin første byrådsperiode. For Dorthe Mehlberg handler det i høj grad om mennesker, der har brug for kommunen – og om at kommunen tager sin opgave alvorligt.
“Jeg vil i denne byrådsperiode særligt kæmpe for de ældre og for sårbare børn, unge og voksne, fordi det er her, vi som kommune har et helt særligt ansvar”.
Hun peger på, at ældreområdet skal have mere end drift og praktiske løsninger. For hende handler det om kvalitet og menneskelighed i hverdagen.
“For de ældre handler det om værdighed, tryghed og kvalitet i hverdagen. Ældre skal opleve nærvær, respekt og ordentlig pleje – uanset om de bor hjemme eller på plejecenter. Der skal være tid til mennesker, ikke kun til opgaver”, siger Danmarksdemokraternes Dorthe Mehlberg.
Også børn og unge, der kæmper med trivsel eller svære livsvilkår, er et område, hun vil arbejde målrettet med. Hun ser tidlig indsats som nøglen og ønsker, at systemet bliver bedre til at gribe dem, der risikerer at blive overset.
“Vi skal gribe ind, før problemer vokser sig store, og sikre at ingen børn eller unge falder mellem to stole i systemet. Trivsel, tryghed og støtte i hverdagen er afgørende for deres fremtid”.
For voksne i udsatte situationer mener hun, at løsningerne skal hænge bedre sammen, så man ikke bliver sendt rundt mellem forskellige systemer uden en samlet plan.
“For sårbare voksne er det vigtigt med helhedsorienterede løsninger, hvor social støtte, beskæftigelse og sundhed hænger sammen. Mennesker i udsatte livssituationer skal mødes med respekt og have reel mulighed for at komme videre i livet”.
Dorthe Mehlberg samler det i et politisk udgangspunkt, hvor velfærd og fællesskab ikke kun er ord, men noget, der skal kunne mærkes.
“Fælles for disse områder er, at de handler om omsorg, ansvar og fællesskab – og om at sætte mennesker før systemer. Det vil jeg arbejde målrettet for i byrådet”.
Selvom Dorthe Mehlberg er nyvalgt, bliver hendes første periode ikke kun et spørgsmål om at lære procedurer og politiske rutiner. Byrådet er nemlig i denne periode delt i en flertalsgruppe og en mindretalsgruppe, hvilket kan komme til at præge både tempoet og tonen i samarbejdet.
Hun ser dog ikke opdelingen som et problem i sig selv – men som noget, der afhænger af den måde, politikerne vælger at arbejde sammen på.
“Opdelingen er ikke i sig selv god eller dårlig. Det afgørende er kulturen i byrådet. Om vi formår at være uenige på en konstruktiv måde og stadig arbejde for fælles løsninger. Hvis respekten og dialogen bevares mellem os, kan opdelingen faktisk styrke demokratiet; hvis ikke, kan den gøre hverdagen mere besværlig for både os politikere og borgere”.
Som oppositionspolitiker forventer hun ikke nødvendigvis at få sin politik igennem alene, men hun lægger vægt på, at man stadig kan påvirke resultaterne, hvis man går ind i dialogen.
“Selvom jeg sidder i opposition, er mit fokus på at få mest mulig indflydelse gennem dialog og samarbejde. Når vi ser tilbage på perioden, håber jeg, at man kan pege på, at jeg har været med til at forbedre konkrete beslutninger – ikke ved at stå udenfor, men ved at gå aktivt ind i forhandlingerne”.
Når det gælder politiske forbilleder, peger Dorthe Mehlberg ikke på én bestemt person som den eneste inspiration. Men hun nævner alligevel et navn, der for mange vælgere står tydeligt – også i Danmarksdemokraterne.
“Jeg har ikke et bestemt forbillede, jeg har flere politikere, jeg ser som værende spændende. Men Inger Støjberg er da klart en af dem, jeg kan godt lide hende for hendes ærlighed og fastholdenhed”.
Sønderborg Kommune står samtidig over for udfordringer, som ikke kun handler om politik, men også om økonomi og demografi. Her peger Dorthe Mehlberg på, at presset på budgetterne bliver en af de mest mærkbare udfordringer allerede i de kommende år.
“På kort sigt vil Sønderborg Kommune ligesom mange andre kommuner stå over for stramme budgetter. Stigende udgifter til ældrepleje, specialiserede socialområder, og det vil betyde, at det bliver sværere at finansiere velfærd, skole og udvikling samtidig. Den store udfordring bliver at prioritere uden at forringe kvaliteten mærkbart”.
På længere sigt ser Dorthe Mehlberg en udvikling, som mange kommuner allerede mærker – en aldrende befolkning og et stigende pres på velfærdssystemet.
“En aldrende befolkning vil øge presset på vores sundhed og pleje, samtidig med at færre skal finansiere velfærden. Det er sandsynligvis den største strukturelle udfordring på lang sigt”.
Samtidig advarer hun mod, at udviklingen kan blive skæv, hvis lokalsamfundene ikke følger med, mens byen vokser.
“Der er risiko for, at mindre lokalsamfund sakker bagud, mens byen udvikler sig. At bevare service, fællesskab og attraktivitet i hele kommunen bliver en voksende udfordring og noget, vi som politikere virkelig skal have for øje”.
I byrådsarbejdet kommer Danmarksdemokraternes Dorthe Mehlberg til at få plads i både Idræt- og Fritidsudvalget samt Social-, Senior- og Handicapudvalget – to udvalg, der ligger tæt på de områder, hun selv fremhæver som centrale.
Ved kommunalvalget fik hun 322 personlige stemmer.
SønderborgNYT har rakt ud til alle ni nye medlemmer af byrådet, så hvis du vil lidt tættere på de nye ansigter i byrådssalen og blive klogere på, hvem de er – og hvilke politiske mærkesager de brænder for – så kan du læse alle portrætterne her.























