Vinterferien står for døren, og weekenden bliver et startskud med muligheder for at komme ud, få nogle musikalske oplevelser, få brugt kroppen eller gå på jagt efter et godt fund. Her er et overblik over nogle af de ting, der sker fra fredag til søndag i Sønderborg og omegn.
Fredag den 6. februar 2026
Danmarksmesterskaberne i badminton afholdes, hvor der er kampe med nogle af landets bedste spillere. Samtidig er der sideaktiviteter, som inddrager børn og unge, og alle er velkomne til at se kampene.
Lørdag den 7. februar 2026
Bakkensbro Loppemarked holder åbent for første gang, og der er mulighed for at gå rundt mellem 40 stande og gøre både små og store fund. Her sælger lokale sælge ud af ting, mens besøgende kan gå på jagt efter alt fra småting til større sager.
Augustiana Kunstpark & Kunsthal åbner udstillingen ’Lost and Gained’ med en fernisering. Bag udstillingen står billedhugger Tina Maria Nielsen, der arbejder med eksperimenterende skulpturelle værker og genstande, som får nyt liv i andre materialer.
For børnefamilier bliver der skruet op for bevægelse, når Danmarks Sjoveste Legeland rykker ind i Hørup Hallerne. Der er aktiviteter for alle aldre, så både de helt små og de større kan finde noget at kaste sig over.
Café Alsion lægger rum til årets første CaféSang, hvor fællessangen denne gang tager udgangspunkt i historiske sange fra den danske sangskat. Carsten Porskrog Rasmussen er sangvært og guider publikum gennem sangene med historier og oplæg undervejs.
Aftenen byder på operette, når Operettekompagniet spiller en forestilling med kendte melodier på dansk, humor og små fortællinger undervejs. Det er lagt an som en folkelig og let indgang til operette, også for dem der ikke plejer at vælge genren.
Danefae og Lamentari deler scenen til en aften, hvor progressiv metal, myter og mørke stemninger er i centrum. Danefae spiller metal med danske tekster og henter inspiration i sagn, natur og litteratur, mens Lamentari spiller hård metal, med et overraskende sceneshow.
Søndag den 8. februar 2026
Plantorama holder Dyrenes Dag, hvor både børn og voksne kan møde udstillere, se dyreshows og være med til aktiviteter i løbet af dagen. Der er blandt andet ballondyr, træningsopvisninger med politihunde, racekatte, skattejagt og masser af dyr at komme tæt på.
Danmarks Sjoveste Legeland rykker til Ahlmannsparken i Gråsten, hvor børnefamilier kan se frem til en dag med masser af bevægelse og aktiviteter for både små og større børn.
Bakkensbro Loppemarked fortsætter, så der er en ekstra chance for at tage en runde mere og finde det, man ikke nåede at se dagen før. Det er samme rammer med boder, og der er mulighed for at købe noget at spise og drikke, mens man går rundt.
Brecklings Bogcafé holder bogcafé med forfatter Rasmus Nielsen, der har skrevet romanserien ‘Den sønderjyske sygeplejerske’ om sygeplejersker under første verdenskrig.
Sønderborg Jazzclub får besøg af Snorre Kirk European Quartet med Giacomo Smith, Joe Webb og Anders Fjelsted. Der er lagt op til swing med rødder i den klassiske tradition.
Uanset om weekenden skal bruges på loppefund, fællessang, sport eller en dag i børnehøjde, er der flere måder at starte vinterferien på i Sønderborg området. Der bliver løbende lagt flere arrangementer i ‘DET SKER’, så hold øje med siden.
Redaktionen ønsker alle en god weekend.
Hvis du ønsker, at et arrangement bliver omtalt på SønderborgNYT, så send tekst og billede til [email protected], og vi deler det med vores læsere.























